Som psykoterapeut møder Lizl Rand hver dag mænd og kvinder, der har mistet, og som i deres sorg føler sig forkerte, fordi de oplever, at det er et tabu at sørge over dyr. Her giver Lizl ni gode råd til at forstå sorgen bedre.
Sorg er ikke en sygdom. Sorg er et vilkår. Det er helt naturligt og uundgåeligt at sørge, når man mister noget betydningsfuldt. Med dyr oplever vi ofte en speciel kontakt og en meget ren form for loyalitet, trofasthed og kærlighed. Mange oplever at have en ganske unik tilknytning til deres kæledyr og føler derfor også stor sorg efter dem.
Det er let at føle sig misforstået, når omverdenen forsøger at løse sorgen, som var den et problem eller nedgør den med sætninger som ”det var jo bare en hund” eller ”så meget kan man da ikke græde over en kat".
Her kommer derfor ni trin til, hvordan man kan forstå sorgen efter et kæledyr:
- Erkend og accepter, at du efter kæledyrets død er i forskellige faser. Du vil opleve alt fra chok til vrede, til fortvivlelse, til at du på et tidspunkt kan bearbejde tabet og kan orientere dig mod en fremtid uden dit kære dyr. Jo mere du tillader, at du føler, som du gør, jo lettere er det at være med det, som er. Tal med andre om, hvordan du har det og del gode minder.
- Symboler og ritualer kan være en stor støtte. Man kan have halsbåndet i tasken eller lommen og på den måde have sin (usynlige) ven med over alt. Smykker med poteaftryk, aske og hår kan være et smukt minde ligesom fotos og kurven med tøjbamser. På samme måde kan man finde trøst ved at have urnen hjemme eller fordele aske ved specielle mindesteder eller have gravsted i haven.
- Sorg kan ikke gradbøjes. Mange tror, at der er forskel på hvor ked af det, man må være over at miste et dyr i forhold til et menneske. Mange kæledyr er som et familiemedlem og ofte har vi en langt tættere tilknytning til dem end fjerne familiemedlemmer. Selvom man kan være meget ulykkelig over at miste en slægtning, så har det måske ikke samme betydning for ens daglige liv, som hvis man mister en hund, man har haft en tæt relation til i mange år.
- Du kan ikke tænke sorgen væk. Det er helt naturligt for vores hjerne at forsøge at finde en løsning på et problem. Og hjernen kan tro, at dét, at vi er kede af det, er et problem, der skal løses. Det kan være, at du tænker på noget du fortryder, at du gjorde eller ikke gjorde. Det kan være, at du pludselig føler skyld og skam. Når vi grubler og tankerne kører i ring, bliver vi både trætte og triste og slår os selv i hovedet med bebrejdelser. Derfor kan det hjælpe at erkende, at du ikke kan tænke dig ud af sorgen eller tænke dig til et svar, som vil mindske sorgen.
- Græd. Lad tårerne komme, når de presser sig på. Giv efter for sorgen. At græde er at mindske sorgens dybde, og det er faktisk dét, som sker psykologisk og fysisk. Når vi græder, trøstes vi indefra, da der udløses endorfiner i kroppen, som har en beroligende og opmuntrende effekt.
- Tiden lindrer, men savnet vil altid være der og variere i sin styrke. Sorgen bliver som tiden går mere håndterbar, men vil altid være en følgesvend som ens kæledyr var det. Sorg er kærlighed.
- ”Skal du ikke have en ny hund?”. Sådan en kommentar er lidt i familie med: ”Det var jo bare en kat”. Ofte handler det om, at omgivelserne forsøger at trøste og ikke kan udholde, at man er ked af det. Men uanset hvor mange søde hunde, katte, heste, kaniner etc. der findes i verdenen, så er det jo ens afdøde kæledyr, man savner. Et nyt dyr kan tage fokus og tilføre glæde, men derfor er man stadig i sorg over at have mistet.
- Døden adskiller ikke. Før elskede du dit kæledyr i live, nu elsker du det som død. Døden har afsluttet jeres fysiske forhold. Den har omformet jeres relation, men kærligheden er den samme. Følelserne er de samme – det er blot jeres måde at være sammen på, der er ændret.
- Du er ikke alene om at have mistet. Vi er mange. Og det kan være en støtte at vide og dele med andre. At skulle sige farvel til et kæledyr er noget alle kommer til at opleve, da kæledyrs livsbane er kortere end vores.