Mie Munck har de sidste 17 år arbejdet med dyreredning. Hun lever og ånder for at hjælpe dyr, og beskriver det selv som en livsstil, mere end et job.
”Jeg har dedikeret mit liv til det her, og dyrene. Jeg er til at kontakte 24 timer i døgnet, hele året rundt,”
”Jeg er et hundemenneske, men har alligevel fire katte. Det er ikke til at undgå, når man går her hver dag, og alle dyrene kommer ind med en trist skæbne”
Mie Munck er 30 år og hundeansvarlig på Roskilde Internat. Selvom hendes hjerte banker hårdt for hundene, så er der alligevel ikke det dyr, som Mie ikke forkæler og passer. Det er tydeligt, at dyrene altid kommer før hende selv, og det har de gjort de sidste 17 år.
”Jeg har dedikeret mit liv til det her, og dyrene. Jeg er til at kontakte 24 timer i døgnet, hele året rundt,” fortæller Mie.
”Min interesse for at redde dyr er i en helt anden kaliber end de fleste andres. Mange er jo glade for dyr, men jeg har gjort det i et lidt andet omfang. Jeg har altid været den, der reddede regnorme, hvis de lå på vejen”.
Medfølelse er nøglen til drivkraft
Roskilde Internat ligger godt gemt i det område, der, for mange mennesker, kendes som Roskilde Festival. Men selvom internatet ikke gør et stort væsen ud af sig selv, så rummer det alligevel flere historier end de fleste steder. Triste som glade. For Mie er der dog ingen tvivl at spore: Hun er landet på helt rette hylde på internatet.
”Jeg er gift med mit job. Det er klart det, der betyder mest. Det ved min familie og venner også godt. Efter 17 år med at arbejde på internat er det tydeligt. Men det kunne dog ikke lade sig gøre, hvis ikke de støttede mig, som de gør”, forklarer hun med taknemmelighed i stemmen.
Det er afgørende med et job som Mies. Selvom det er et drømmejob at passe og redde dyr hver dag, så er det også benhårdt arbejde. Men det er også det, der hele tiden driver Mie videre.
”Det jeg brænder allermest for, det er at få forsømte sager ind og så udvikle dem. Det er det, der giver hele min hverdag mening. Ligegyldig hvor kolde og dårlige dage man kan have, så er det det hele værd,” siger hun med sikkerhed i stemmen og tilføjer:
”Begynder jeg at være en følelsesløs dame, der ikke græder over en aflivning, så skal jeg vælge et andet job. Hvis man ikke kan vise den medfølelse, så er det ikke her, man skal være.”
Hamstere og Rottweilere
Selvom Mie passer alle dyr og redder dem, hvis hun kan, så er hun alligevel lidt utryg ved særligt et dyr. Hun griner selv af det, men hamstre er hun ikke særlig tryg ved. Faktisk foretrækker hun 25 rottweilere over den lille gnaver.
”Jeg føler ikke, at jeg kan læse dem. Jeg er blevet bidt så mange gange, også som barn, og det tror jeg bare sidder i mig. Jeg passer dem stadig, og jeg forkæler dem stadig, men jeg er ikke så glad for dem. Jeg har lige fundet en i en container i Jylland. Den har det godt nu, den er bare skidesur, så da jeg skulle fange den, var jeg så utilpas,” griner Mie.
Når alt kommer til alt, er der ikke det dyr, som Mie ikke vil gå det ekstra stykke for. Tilbage i 2015 adopterede Mie en hund fra en stor dyreværnssag. Der var ikke noget at gøre, Mie faldt pladask for hundens store omsorgsgen og blide væsen.
Og hunden Prada har også hjulpet Mie med hendes job siden. Hun har næsten altid en plejehund med hjem, og dem tager hendes to hunde og fire katte sig af. Når plejehundene er hjemme ved Mie, ved hun, at de er i gode poter ved hendes egne dyr. På den måde kan Mie altid koncentrere sig om sit job.
”Jeg har lovet hende, at jeg altid vil passe på hende. Hun er den bedste hund, man kan få. Hun er så omsorgsfuld og god ved alle.” afslutter Mie.
Det er helt tydeligt, at den afhængighed, som dyrene har af Mie, den er gengældt. Mie lever og ånder for at gøre en forskel hver eneste dag.
