Den månedlige hilsen fra Brandbygegaard, hvor Lone Landmand fortæller om hverdagen med dyr, der lever på gården i harmoni med natur, Lone og hendes mand Søren Sørøver.
Det er blevet efterår på gården. Et fugtigt efterår med flere regnvejrsdage end tørvejrsdage. Grisene bor i de tusinde søers land, men holder sig rene alligevel, fordi der også er tørre områder i indhegningen. Det er kun under sommerens hede, Smaskepot og de andre fornøjet ruller sig i mudderet. Her i november er temperaturen fin i den massive krop med spæklag og uldpels, og ingen sukker efter afkøling.
De mange små fødder har trampet jorden til mudder på hønsenes faste ruter til og fra æbleplantagen. Hver morgen lukkes der op for den indre hønsegård og alle dyrene løber bag om drivhuset, ind i hønsetunellen og videre ud for at fordele sig i æbleplantagen. Plantagens bund er stadig frodigt grøn af græs, kløver og andre urter, men lige på fugledyrenes sti ud og hjem forsvinder vegetationen til fordel for smattet jord. [teksten fortsætter under billedet].
Drøvtyggerne; de 8 får, 2 geder, 5 mufloner og 4 kreaturer, har godt med plantedække under klovene i deres forskellige indhegninger. Med kuldens indtog aftager græssets vækst, og fodring fra nu af og frem til foråret er nødvendigt. Omkring høhækkene er der plæver, men foderpladserne kan flyttes hen ad vejen, så det går. Endnu. Udsigten til en lang vinter med stadig regn, kan godt skabe bekymring her, for selvom dyrene har deres små huse at søge ly i, trives vi alle bedre, når der er perioder, hvor vandet trækker væk fra overfladen. Og i sol, ikke mindst i solskin som giver både energi, lyst og mod på at gå i gang med vinterens udendørs arbejde.
Får og geder slår pjalterne sammen
I skrivende stund laves der nyt hegn til får og mufloner. Eller rettere sagt, deres respektive marker er slået sammen til én indhegning, så de kan deles om efterårets investering i en stor galvaniseret høhæk, som kan rumme en hel rundballe af gangen. Det er en afgørende fordel med høhækken, for den holder sammen på de tørrede planter fra i sommer, så dyrene ikke besørger eller ligger i det kostbare foder. Udover sommerhøet vil vi gerne have dyrene til at græsse og spise af den lille selvsåede pilelund, som er skudt frem i årene, arbejdet med søen har stået på.
Derfor bankes pæle i, så endnu et område kan lægges til dyrenes indhegning. Træerne gror på nogle jordbunker, vi er forpligtiget til at jævne ud før eller siden. Det bliver så siden, for først skal dyrene have glæde af næringen.
Der er flere andre steder på gården, vi planter træer. Hvert eneste år plantes nogle hundrede nye træer af mange forskellige slags, så tabet af pilekrattet er ikke så stort – vi giver blot plads til et nyt på den anden side af søen. [teksten fortsætter under billedet].
Grøn omstilling på gården
Sørens Sø er gravet, hvor der før blev dyrket hvede. Det var en lavtliggende mark, som var drænet på kryds og på tværs og alligevel skulle man passe på ikke at sætte traktoren fast derude. I forbindelse med omlægningen fra korndykning til natur med småt landbrug, blev det besluttet at grave drænrørene op anlægge en ca. 3000 kvadratmeter stor sø. Fordi vand er udgangspunkt for et rigt og varieret plante- og dyreliv – den slags der har trange kår i dette intensive landbrugsland.
Sidste sommer blev søen færdig. Efter en del års arbejde, men det er en anden historie. Hver morgen går turen med de to hunde, Dagmar og Albert, ned til Sørens Sø, og det er med ganske få undtagelser dagens mest spændende indslag. Åh ja, det hæsblæsende liv på landet.
Hver dag er en gave, og den pakkes langsomt ud, når vi går langs søens bred for at iagttage forandringerne siden gårsdagen. Milde himmel, hvor skal man holde godt øje, være dedikeret opmærksom og fuldstændig oppe på dupperne for at få det hele med.
Oven vande er der fuglene; nogle ænder har slået sig ned, og gåsepar gør ophold. Mågerne kommer og går, viben og lærken er her om foråret på græsmarken længere ude mod engen, og fiskehejrens platfodede spor står mejslet i det bløde ler. Så er der rovdyrene – grævlingens dybe 5-fingrede aftryk og de mere lette fra ræven. I forsommeren også små spor og vi tænker, der måske er unger af en slags i sandbakken. Desuden ses harer, rådyr, fasaner og agerhøns og uglerne tuder til hinanden om natten. [teksten fortsætter under billedet].
Men det allermest besnærende er at gå vandkanten rundt og kigge efter liv i vandet. Planteliv og dyreliv. Frøer, tudser, vandsalamander, hundestejler, snegle, skøjteløbere, vandnymfer og store skinnende blå guldsmede blandt andet. Samt en del liv, vi ikke kan se fra vores tørre ståsted. Det er med andre ord enormt opmuntrende at se, hvordan vild natur i alle afskygninger flytter ind, så snart mennesker giver plads.
Man kan indvende, at det ikke er rigtig natur, fordi søen er gravet, men til det er svaret, at vi i Danmark har fordrevet den vilde natur i et omfang, som ikke overgås mange steder, og hvis vi skal have vendt udviklingen af tab i biodiversitet heriblandt insektdøden, så bliver det nødvendigvis med menneskelig indblanding til at begynde med. Danmark er et af de mest opdyrkede lande i verden, og tilgangen til den humusfattige kulturjord, dræningerne og de store åbne arealer med vedvarende giftsprøjtninger skal aktivt ændres, hvis vi indenfor relativt kort tid skal lave de nødvendige forandringer og sikre vores livsgrundlag. Herunder dyrelivet.