Internat dyr er kan blive det perfekte match

Et perfekt match

En af internaternes vigtigste opgaver er at finde det helt rette hjem til hvert eneste dyr, de formidler. Et arbejde, der kræver god forståelse for både dyr og mennesker.

Skrevet af:
Katherina Petersen

Et perfekt match
Poul med sin nye familie i Himmerland.

I det sydvestlige Himmerland hopper en gul hund med hvalpeagtig energi rundt i knæhøjt græs og snuser til sin nye verden. Hunden hedder Poul, og er blevet adopteret af Ditte Rørbæk Nissen og Ronald Stilling Kristensen, og parrets to børn.

Familien har adopteret Poul fra Nordjyllands Internat, og som på alle internater hos Dyrenes Beskyttelse handler en adoption om at matche dyr og familie. Derfor er der stor fokus på kommunikationen, når internaterne skal finde nyt hjem til et dyr.

"En hund, som er sart og som måske har en masse bagage med sig, kræver mere af sin nye ejer," forklarer Lotte Brink, leder af Nordjyllands Internat.

En adoption er kommunikation

Det starter som oftest med et kort telefoninterview, hvor internatet spørger ind til konkrete ting, som kan danne grobund for den videre proces. Samtalerne tager eksempelvis udgangspunkt i, hvorvidt folk bor i hus eller lejlighed, har børn, eller om hunden skal kunne være alene hjemme.

De samme kriterier gjorde sig gældende for Ditte, da hun en aften fik øje på Poul på Facebook og med det samme tænkte, at han kunne være deres nye hund. Også selv om han var en ældre hund, og de havde haft overvejelser om at få en hvalp.

For Lotte Brink er det en vigtig del af formidlingen at observere det umiddelbare og spontane samspil mellem familie og hund, når parterne mødes første gang.

"Med Poul handlede vores samtale med Ditte og Ronald meget om, at Poul er en ældre hund. Det var vigtigt, at de gik ind i det her med en accept af, at han kunne blive syg og dø inden for kort tid, fordi han er gammel."

Familien i Nørager var dog ikke i tvivl. Kemien var helt rigtig, og de fik Poul med hjem fra internatet samme dag.  

Hvert år formidler Nordjyllands Internat omkring 100 hunde og 450 katte ud til nye hjem. Det er en proces, der både er dybt alvorlig, og som involverer mange hensyn over for dyr og mennesker.

Sådan er adoptionsprocessen:

  1. En potentiel hundeejer henvender sig til et af Dyrenes Beskyttelses internater. Typisk har vedkommende set et opslag på internatets facebookside eller www.dyrenesbeskyttelse.dk om en bestemt hund.
  2. En hundeansvarlig fra internatet foretager et telefoninterview med den interesserede for at blive klogere på de rammer og muligheder, henvenderen kan tilbyde en hund. 
  3. Hvis det skønnes muligt at matche henvendelsen med en af internatets hunde, indbydes den potentielle hundeejer til en samtale på internatet. Det er både en fortsættelse af telefonsamtalen og en mulighed for, at internatpersonalet kan danne sig et godt indtryk af henvenderen.
  4. Henvender møder hunden for første gang. Man må gerne bruge lang tid på at besøge hunden og gerne komme tilbage flere gange.
  5. Hvis alle forventninger passer sammen, kan henvender købe hunden og få den med hjem.