Mindre end to uger efter 25 labradorer blev reddet i Nordsjælland, har en ny, stor hundesag rystet Dyrenes Beskyttelse. 12 hunde var døde eller blev aflivede på stedet, mens 14 er overbragt til Dyrenes Beskyttelses internat i Brande. Foreningen efterlyser handling fra myndighederne.
Tirsdag d. 22. november har Dyrenes Beskyttelse taget imod i alt 14 hunde, der levede under kummerlige forhold på en adresse i Østjylland.
Politiet i Østjylland var til stede på adressen, som husede i alt 26 hunde, hvoraf 1 hvalp angiveligt var død ved politiets ankomst. Politiet tilkaldte en lokal dyrlæge, som vurderede, at det var nødvendigt at aflive 11 af hundene på stedet.
”To store hundesager, i alt 51 hunde, på under 14 dage er helt uhørt. Vi kender ikke nøjagtigt forholdene, de har levet under i den nye sag, men vi hører, de har gået rundt i deres egen afføring uden mad og drikke. Når politiet og dyrlægen har valgt at aflive 11 hunde på stedet, så har det været rigtig slemt. Det er noget, vi sjældent ser,” siger Britta Riis, direktør i Dyrenes Beskyttelse.
De kommende dage bliver afgørende
De 14 overlevende hunde er blevet overbragt til Dyrenes Beskyttelses internat i Brande, hvor de undersøges og modtager behandling.
”Vi har modtaget hunde af forskellige racer og alder, som ser meget skidt ud. De er meget tynde, dehydrerede og generelt i en dårlig forfatning. De lader heller ikke til at være vant til mennesker. De er meget bange og reagerer kraftigt på lyde,” siger Kent Karlsen, internatsleder på Dyrenes Beskyttelses internat i Brande.
”Lige nu kan vi ikke sige, om de alle klarer den. Vi har dem under observation og behandling, og så vil de kommende dage vise, om de klarer den,” siger Kent Karlsen.
Myndighederne svigter deres ansvar
Ligesom den seneste labrador-sag fra Nordsjælland, så har Dyrenes Beskyttelse også denne gang mistanke om, at dyrene blev avlet med henblik på salg og profit.
”Det er jo helt grotesk og uforståeligt, at sådan noget her gang på gang får lov til at ske i et samfund som vores. Private personer, som for profittens skyld avler hunde uden hensyn til dyrenes ve og vel, mens myndighederne først griber ind, når det er for sent. Desværre ser vi det ofte i sociale sager, hvor hundeavl bliver en indkomstvej for udsatte mennesker,” siger Britta Riis.
I Dyrenes Beskyttelse så man gerne, at samarbejdet mellem relevante myndigheder bliver forbedret.
”Det er et samfundsproblem, og myndighederne skal gribe ind før, det kommer ud af kontrol. Politiet skal opprioritere området, og der skal være bedre dialog mellem dem og sociale myndigheder. Derudover bør Fødevarestyrelsen være bedre til at føre kontrol med de store hundehold, så vi undgår, at sagerne kommer så langt ud, som vi desværre ser meget af,” siger Britta Riis.
Hundehold på mere end fire voksne hunde skal anmeldes til kommunen, ligesom det skal anmeldes til kommunen, hvis man ønsker at drive hundekennel. Desuden er det lovpligtigt, at en kennel skal have en tilsynsførende dyrlæge, der aflægger fire årlige besøg.
Fakta om hundesager
Dyrenes Vagtcentral 1812, som drives af Dyrenes Beskyttelse, modtager henvendelser fra bekymrede borgere om dyr i nød. I år har vagtcentralen pr. 22. november modtaget 3061 sager, hvor mennesker har bragt dyr i nød, heraf 1139 hundesager.
Eksempler på store hundesager:
- 2016, november: 25 labradorer reddes fra et sommerhus-område i Nordsjælland. Flere af hundene var meget udmagrede, havde orm og ekstremt dårlig mave på grund af manglende fodring og vand. 4 af hundene er senere blevet aflivet på grund af svære psykiske og fysiske skader som følge af vanrøgt og underernæring. Ejeren er politianmeldt, men der er endnu ikke rejst sigtelse.
- 2015, maj: Danmarkshistoriens største hundesag. 91 cockerspaniels reddes fra kennel i Sydsjælland og bringes til Dyrenes Beskyttelses internater i Roskilde og på Fyn. Hundene havde gået i deres egen afføring, så deres pels var fuldstændig indsmurt og tynget af store klumper ekskrementer. De led blandt andet af øjenbetændelse, øremider, diarré, orm og lopper. Der er ikke faldet dom i sagen.
- 2013, januar: Dyrenes Beskyttelse hjælper 53 hunde, der havde levet under kummerlige forhold på en kennel på Sjælland. Nogle af hundene havde så store bylder i munden, at de ikke kunne spise, en hund gik rundt på et brækket ben, og en anden havde slebet sine tænder helt ned af at stå og bide i jernstænger. Efter to år har ejeren af kennelen fået en bøde på 25.000 kr. og må ikke have hunde i forbindelse med erhvervsbeskæftigelse.