HVORNÅR ER HAREKILLINGEN I NØD?
Spørgsmål: Må harekillinger være alene?
Svar: Ja, det må de gerne. Harekillinger gemmer sig alene omkring det sted, de blev født, i en radius på ofte over 100 meter. Helt fra begyndelsen er de selvstændige. En enlig harekilling er altså ikke i nød eller forældreløs. Den gemmer sig bare eller er på vej hen til sin mor for at få mælk.
Spørgsmål: Hvad hvis jeg allerede har taget den op?
Svar: Hvis du har taget en harekilling med hjem, som ingenting fejler, skal du straks sætte den ud igen, så tæt på stedet, hvor den blev fundet. Hvis du ikke kan finde præcis det sted, du fandt den, så skal det være så tæt på som muligt - harekillinger kan godt finde vej.
Spørgsmål: Skal jeg give den noget komælk før den sættes ud igen?
Svar: Nej, dette er meget skadeligt for harekillingen. Den får den nødvendige mælk fra sin mor.
Spørgsmål: Hvordan genkender jeg en harekilling i nød?
Svar: En syg eller skadet harekilling ligger f.eks. på siden eller har synlige skader og sår. Ofte har den tydeligt blod i pelsen.
Spørgsmål: Hvor er det naturligt at møde harekillinger?
Svar: Harekillinger findes mest i åbne landskaber – det kan være på landet, men de er også almindelige i byerne. I byerne findes de i haver eller andre steder med åbne områder der veksler med træer og krat. Du kan altså både finde dem på terrassen, den lokale fodboldbane eller i et krat på børnenes skole.
Spørgsmål: Hvad gør jeg hvis harekillingen befinder sig nær en vej eller parkeringsplads?
Svar: Du lader den være. Da harer og deres killinger færdes helt ind i midten af byerne vil de også ofte kunne findes ved veje eller parkeringspladser.
HAREKILLINGER KAN SELV
Harekillinger er nogle af forårets første dyreunger. De bliver født fra starten af februar, men kan fødes helt frem til oktober. De er nemmest at få øje på i landskabet i foråret, fordi planterne ikke er begyndt at spire endnu.
Når ungerne kommer til verden har de både pels og åbne øjne, og i løbet af få timer efter fødslen bevæger de sig rundt alene. Kun én gang om dagen efter solnedgang samles mor og harekillinger det sted, de blev født, og så får harekillingerne mælk af moren. Man skal derfor ikke tage harekillingen med hjem, hvis man ser en enlig harekilling. Det er helt normalt.
Når folk tager små harekillinger med hjem, så gør de en ellers sund og tryg harekilling angst og stresset. Det alene kan i yderste konsekvens slå den ihjel. Det er derfor meget vigtigt, at man lader dem være, hvis de ikke er skadede.
DET SKAL DU GØRE
1: HOLD DIG PÅ AFSTAND
Hvis harekillingen bare ligger og trykker sig i græsset, ved et stakit eller et andet sted, men ellers virker frisk lad den ligge og gå væk. Det er helt normalt de opholder sig alene.
2: SE EFTER SYNLIGE SKADER
Hvis harekillingen har synlige skader eller er blevet bragt hjem af hunden eller katten, så skal du ringe til Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812 for vejledning om håndtering af harekillingen.
3: TAG DEN ALDRIG MED HJEM
Hvis du er kommet til at tage harekillingen med hjem – så skynd dig tilbage og sæt den der hvor du fandt den. Kan du ikke helt huske, hvor det er, så sæt den så tæt på stedet som muligt. Harekillinger kan godt finde vej
Eksempler på opholdssteder for harer
Selvom nogle af disse situationer kan se mærkelige ud, så er disse unger ikke i nød.
Interesseret i mere viden om dyr?
Få inspiration og nyheder om dyrevelfærd og vores arbejde, direkte i din indbakke.