Hr of fru Nilsson

Hr og Fru Nielsson forenet i zoo

Mange husker sandsynligvis den lille silkeabe, der blev fundet ved en container i Brabrand kort efter nytår. Hun blev døbt Fru Nielsson af Brande Internat, hvor hun blev taget kærligt af og kom til kræfterne igen. Efter længere søgen lykkedes det hende endelig at finde et godt hjem.

Skrevet af:
Anna Dalgaard

De sidste raketter fra nytår var knap nok fyret af, da et par gik forbi en container i Brabrand, hvor et hundebur stod parkeret. I buret sad en lille hvidøret silkeabe og trykkede sig. Parret tog aben med hjem, som på mirakuløs vis havde overlevet kulden. De ringede 1812 til Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral, og samme aften tog en frivillig kredsformand affære og bragte aben hele vejen til Brande Internat.

”Det er ikke til at forstå, hvorfor man efterlader et kæledyr i den her kulde. Det er det værste, man kan gøre, for var hun ikke blevet fundet, kunne hun have været død nu,” sagde Kent Karlsen, internatsleder på Brande Internat dengang.

Imens politiet ledte efter ejerne, faldt den nye gæst til ro på internatet, og de døbte hende Fru Nielsson. Da det ikke lykkedes politiet at finde ejerne, blev Fru Nielsson frigivet til Brande Internat, der fik ansvaret for at finde hende et nyt hjem.

20190130113158_IMG_1267.JPG

Blåvand Zoo var det bedste match

I søgen efter Fru Nielssons næste hjem stillede internatet både krav om kort transporttid, selskab af artsfælder og fagligt personale. Der har været mange henvendelser, både fra privatpersoner og forskellige offentlige institutioner med tropiske dyr. Af de mange henvendelser levede kun Blåvand Zoo op til internatets strenge krav, og de har nu sat hende sammen med en han-silkeabe, som er glad for sin nye samlever.

”Det går rigtig godt med de to aber. Det er tydeligt, at de nyder hinandens selskab, så det er dejligt at observere,” fortæller Louise Maltesen, der har det daglige ansvar for tropeanlægget i Blåvand Zoo.

Hr og Fru Nielsson bor i et stort åbent anlæg sammen med skildpadder, forskellige fugle og marsvin, som gæsterne kan gå ind i.

  • Del artiklen på: