Ny hundesag: Seks hvalpe dumpet i indkørsel

Ny hundesag: Seks hvalpe dumpet i indkørsel

6 dumpede cockerspaniel-hvalpe er blevet indleveret til Roskilde Internat. Sommermånederne er højsæson for dumpning og vores internater oplever en fordobling i antallet af sager med svigtede dyr.

Skrevet af:
Dyrenes Beskyttelse

Sidste års sag om 91 vanrøgtede hunde spøger stadig i kulissen, da meldingen til Dyrenes Vagtcentral tikker ind tirsdag morgen. Der er blevet dumpet 6 cockerspaniel-hvalpe hos en privatperson på Sydsjælland. Hvalpene er blevet efterladt i et bur i indkørslen i de sene aftentimer, og kun ved et tilfælde, opdager beboeren de efterladte hundehvalpe.

 

”Det er generelt et alvorligt problem, at vi oplever så mange dumpede og indleverede dyr ude på vores internater, særligt i sommermånederne. Det er aldrig okay at dumpe sine kæledyr, når man ikke kan tage sig af dem længere."
- Jens Jokumsen, chefkonsulent for familiedyr

Hvalpene er nu overbragt til Roskilde Internat, hvor dyrlægen har lavet en helbredsundersøgelse af dem. Hundene lider af både indvoldsorm, lopper og flåter, men de har det efter omstændighederne godt. Årsagen til at dyrene er blevet dumpet kendes ikke. 

Ved Dyrenes Beskyttelse konstaterer man, at antallet af dumpede dyr er et stigende problem:

”Det er generelt et alvorligt problem, at vi oplever så mange dumpede og indleverede dyr ude på vores internater, særligt i sommermånederne. Det er aldrig okay at dumpe sine kæledyr, når man ikke kan tage sig af dem længere. Det er især hårdt i sommermåneder, hvor vi oplever, at flere af internaterne ikke har kapacitet til de mange dyr,” udtaler Jens Jokumsen, chef-konsulent i Dyrenes Beskyttelse. 

Sommermåneder er højsæson for dumpning af dyr

Dyrenes Beskyttelse, som driver 8 internater fordelt over hele landet, modtog sidste år 3.509 henvendelser om dyr, der dumpes i naturen eller ved andre privatpersoner. Det var en stigning på 48 pct. i forhold til året før. 

Sommermånederne er højsæson for dumpning af kæledyr til Dyrenes Beskyttelses internater. I månederne juli, august og september modtager internaterne typisk dobbelt så mange dyr som i årets resterende måneder. 

Dyrenes Beskyttelse efterlyser støtte til internaterne

For at skaffe ressourcer til de mange ekstra dyr forsøger Dyrenes Beskyttelse i år at samle ekstra penge ind. Organisationen appellerer til befolkningen om at støtte de mange dyr, der bliver herreløse hen over sommeren, og derfor har brug for dyrlægebehandling, pasning og hjælp til at komme ud i et nyt kærligt hjem. 
Læs mere på www.dyrenesbeskyttelse.dk/akut.

Hvis man støder på forladte dyr, skal man først kontakte politiet. Man kan ikke bare troppe op på det lokale internat med dyrene. Hvis politiet ikke kan hjælpe, kan man ringe til Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral på tlf.nr. 1812.