Fiskemærker

Guide: Kend din fisk

Det kan være svært at finde rundt i oceanet af fiskemærker. Her guider vi dig til hvad de forskellige mærker står for.

Skrevet af:
Marie Hougaard

En række mærker forsøger at sætte klimaforhold på spisefisk. Desværre er ingen af dem ambitiøse nok, når det kommer til dyrevelfærden, vurderer konsulent for fisk i Dyrenes Beskyttelse Nikolaj Lindeborgh:

"Mærkerne på fisk mangler i den grad at tage dyrevelfærden seriøst. Ingen af mærkerne har ordentlige krav, og det er på tide, vi får øjnene op for, at fisk er komplekse sansende dyr, der kan føle smerte, frygt og stress – præcis lige som andre dyr. Hvis vi vil spise dem skal de derfor holdes og fanges under ordentlige forhold."

msc ny.png

MSC er det mørkeblå fiskemærke og står for Marine Stewardship Council. Det omfatter kun vildtfangne fisk. Et af principperne bag mærket er, at fiskerne ikke må fange mere, end fiskestanden kan holde til. Mærket kræver derudover blandt andet også, at fiskerne skal bevare økosystemer og værne om fiskebestandene. Mærket tillader dog bundtrawl, hvor man trawler havbunden op med et stort net. Bundtrawl skader i høj grad havbundens dyreliv.

øko mærke.png

Det røde økologi-mærke er kendt af de fleste og kan også sættes på fisk. Kravene er bestemt af EU, der skal kunne tjekke, hvad fiskene har spist. Det kan man ikke med vilde fisk, og fisk mærket med økologi-mærket er derfor altid opdrættet i dam- og/eller havbrug. De økologiske fisk svømmer maks 25 kg fisk per 1000 liter vand, hvilket giver dem mere plads end de industrielt opdrættede. Derudover er der en række andre krav, opdrætterne skal leve op til, blandt andet, at der skal være ilt nok i vandet.

asc-label-landscape.png

ASC står for Aquaculture Stewardship Council. Mærket dækker over fisk, der er opdrættet i dam- og havbrug og stiler efter, at miljøet skal være så naturligt som muligt for både fisk og planter. Mærket har ikke krav om økologi, så fisk mærket med ASC kan godt være fodret med fx ikke-økologisk foder.