Når en ny bedste ven skal ind i hjemmet, er det vigtigt at handle med stor omtanke. Ellers risikerer du at støtte dårlige opdrættere og i stedet få en hund med bagagen fuld af problemer. Disse hunde ender alt for ofte på Dyrenes Beskyttelses internater
Det er rå handel, og det gør mig trist, fordi historien ikke er enestående.
Hvis man køber hunden det forkerte sted, kan man risikere at få en hund, som er stærkt beskadiget – og så ender den alt for ofte hos Dyrenes Beskyttelses internater. Dette er, hvad der skete med Maria og Mario.
Leveret til døren – syge og magre
Hos Fyns Internat har de mange oplevelser med hunde, der er købt fra dårlige opdrættere, men især én hund har for nylig gjort stort indtryk på internatleder Lene Frahm:
- Maria og Mario, to bulgarske gadehund, blev her i marts 2017 købt af en kvinde i Danmark. Kvinden havde fundet hundene på Facebook gennem en bulgarsk side og syntes, at deres historie var forfærdelig og ville derfor redde dem. Få dage senere blev Maria og Mario leveret til døren hos den nye ejer: Men hun havde selv en hund og to katte i forvejen, og de nye hunde gøede ved ankomsten, hvilket gjorde at naboerne klagede – og hun kunne ikke overskue at beholde dem, fortæller Lene Frahm.
Derfor ringer kvinden grædende til Dyrenes Beskyttelse efter blot fem timer, og hundene bliver så kørt til internatet. Begge hunde var magre, stressede, havde kronisk hudbetændelse, og Mario haltede på bagbenet. Nærmere undersøgelser viste senere, at de begge var så syge, at dyrlæger vurderede, at de ikke kunne reddes eller få et værdigt hundeliv. De har derfor begge fået fred.
- Det er grotesk handel med hunde: Der er tale om hunde, som er købt kun på baggrund af nogle billeder. Man kender reelt hverken deres fysiske eller mentale tilstand, eller om man har overskud til sådanne hunde, og de er solgt helt uden interesse for andet end penge. Det er rå handel, og det gør mig trist, fordi historien ikke er enestående, siger Lene Frahm.
For nemt at anskaffe sig hund
Sagen med Maria og Mario vækker genklang hos de andre dyreinternater, hvor der er mange lignende sager med hunde fra kummerlige forhold, hvalpefabrikker eller fejlkøb. Og det er alt for nemt at anskaffe sig hund, mener Mie Munck, dyrepasser på Roskilde Internat:
- Netop fordi det er så nemt, når folk ikke at tænke sig om, inden de køber en hund. De ser bare en lækker hund på eksempelvis Facebook og tænker, at den skal de have. De tænker slet ikke på, om de er et match til hunden, eller hvordan hunden har levet de vigtige første otte uger af sit liv.
En billig hund er dyr i længden
Ifølge Lotte Brink er der mange, der tænker, at ”en hund er en hund”, og at man derfor ligeså godt kan købe den billige fra tvivlsomme forhold, fremfor den dyrere hund fra en ordentlig sælger. Men den logik holder ikke:
- Hunde fra hvalpefabrikker eller kummerlige forhold har typisk både fysiske og mentale skader. De fysiske skader kan vi gøre noget ved, men det løber hurtigt op i mange tusinde kroner. De mentale skader derimod er svære at gøre noget ved. De første otte uger af en hvalps liv er helt afgørende for den videre socialisering, og hvis de otte uger har været dårlige, kan hunden være præget resten af livet. De stoler ikke på nye mennesker, reagerer uventet på situationer og vil formentlig altid have de problemer. De kan blive næsten almindelige hunde igen, men det vil tage lang tid, og det er dyrt i både tid og penge.