For de fleste hunde er opholdet på et dyreinternat kun en kortvarig overgang, men for unge Takis varede ventetiden mere end tre måneder. Nu begynder et nyt kapitel for den kun etårige gadehund.

Takis har en usædvanlig baggrund og historie. Født som gadehund i Grækenland fik han en ny chance i livet, da en dansk familie adopterede den blot fire måneder gamle hvalp og tog ham med til Danmark. Her ventede en hverdag med faste rammer og familieliv.
Efter otte måneder stod det dog klart, at Takis krævede mere aktivering og træning, end familien kunne tilbyde i en travl hverdag. Derfor besluttede de at indlevere ham til Roskilde Internat. Dermed begyndte et nyt kapitel i Takis' liv, hvor han igen skulle tilpasse sig en ny tilværelse – nu som internathund.
Den første tid på dyreinternatet
For de fleste hunde er det en stor omvæltning at ankomme til dyreinternatet.
- Pludselig befinder de sig i nye omgivelser med fremmede mennesker og andre dyr, som de skal forholde sig til. Det var ingen undtagelse for Takis, fortæller Julie Wedfeldt Nielsen, der er Souchef på Roskilde Internat. Hun tilføjer:
- Det var en svær omvæltning for ham i begyndelsen. Han var nervøs og meget kontakt- og tryghedssøgende. Men det er normalt, at hunde reagerer på miljøskiftet. Derfor er det også noget, vi som personale altid er forberedt på og tager højde for.
Heldigvis var Takis en omstillingsparat hund, der hurtigt tilpassede sig sin nye hverdag, og efter et grundigt sundhedstjek blev han lagt op på Dyrenes Beskyttelses adoptionsside.
Nogle hunde er sværere at finde hjem til end andre
Til personalets store ærgrelse var der dog næsten ingen, der henvendte sig. Ifølge souschef Julie Wedfeldt Nielsen var der flere grunde til, at interessen for Takis var begrænset:
- Først og fremmest er han en stor hund med et højt energiniveau og et stort behov for aktivering. Det alene fik mange potentielle ejere til at tøve. Derudover er han en gadehund, hvilket betød, at vi ikke kendte hans præcise raceblanding – noget, der kan afskrække folk, forklarer hun og fortsætter:
- Desuden er Takis også en forsigtig hund, der skal bruge tid til at opbygge tillid til nye mennesker. Han knytter sig ikke til fremmede med det samme, og det kræver en ejer med tålmodighed. Mange ønsker en hund, der viser begejstring fra første møde, og derfor oplevede vi, at flere fravalgte ham.
Efter nogle måneder begyndte personalet på Roskilde Internat dog at undre sig over, at Takis endnu ikke havde fundet et hjem.
- Takis er det mildeste og mest kærlige væsen, så det var ubegribeligt, at ingen ville adoptere ham. For en velfungerende hund som Takis var ventetiden heldigvis ikke noget problem, og han blev hurtigt en elsket beboer på dyreinternatet, siger hun.
Takis’ perfekte hjem skulle findes – det ville bare tage lidt længere tid.
Læs også: Er du klar til livet med hund?
I løbet af de seneste år er der sket en generel stigning i antallet af hunde på dyreinternaterne. Hundene havner ofte på dyreinternaterne gennem socialsager og private indleveringer. Takis er en af disse hunde. Foto: Privat
Takis' lange ventetid var ovre
Heldigvis vendte heldet for Takis, da det unge par Patrick og Emilie besøgte Roskilde Internat. Egentlig skulle de møde en anden hund, men da kemien ikke var der, foreslog en internatmedarbejder, at de i stedet hilste på Takis. Her var der straks en god forbindelse.
- Takis var rolig, men stadig nysgerrig over for os. Vi havde set ham på Dyrenes Beskyttelses hjemmeside, men tænkte først, at han var for lille i forhold til det, vi søgte. Til vores glæde viste han sig at være en del større, end vi troede, fortæller Emilie.
Parret besøgte Takis yderligere tre gange for at lære ham bedre at kende og sikre, at han var det rette match.
- Jo oftere vi kom, desto mere tryg og kontaktsøgende blev han. Vi bor på en gård sammen med mine forældre, som også har hunde, så vi tog dem med på besøgene for at se, hvordan de ville fungere sammen – og det gik helt gnidningsfrit, fortæller Patrick.
Parret valgte derfor at adoptere Takis, der efter mere end 100 dage på dyreinternatet endelig kunne se frem til at blive del af en familie igen. En beslutning, som Julie Wedfeldt Nielsen glædede sig over.
- Takis havde rigtig godt af at få et nyt hjem. Vi har arbejdet meget med ham her på dyreinternatet, hvor vi har givet ham positive oplevelser med mennesker og arbejdet meget med mental og fysisk aktivering. Jeg er ikke i tvivl om, at han bliver en fantastisk familiehund, afslutter hun.
Læs også: Er fysisk og mental aktivering det samme?
Under deres besøg gik Emilie, Patrick og Patricks forældre en tur med Takis i området omkring internatet. De havde familiens hunde med, så de langsomt kunne lære hinanden at kende. Foto: Privat
Fra gadehund til familieliv
For Patrick og Emilie var der ingen tvivl – Takis var den helt rette tilføjelse til deres lille familie.
- Vi havde ledt efter en hund i længere tid, og da vi mødte Takis, vidste vi, at han var den rette. Racen var ikke afgørende for os, og vi bekymrede os heller ikke om hans høje aktivitetsniveau, da vi selv er en aktiv familie, fortæller Emilie.
At hjælpe en hund fra dyreinternatet var også en vigtig del af beslutningen.
- Det vigtigste for os var at finde en skøn hund og samtidig give en internathund en ny chance. Mine forældre har tidligere adopteret en hund fra Roskilde Internat, så vi havde allerede gode erfaringer med adoption, tilføjer Patrick.
Det er nu to uger siden, at Takis flyttede ind hos Emilie og Patrick, og de første uger har overgået alle forventninger.
- Han har tilpasset sig vores hverdag utroligt hurtigt og er allerede meget tillidsfuld og tryg – både ved os og mine forældre og deres hunde. Vi føler os virkelig heldige over, at det netop blev os, han endte hos, afslutter Patrick.