Ræven har oplevet en stor bestandsnedgang i dette årtusind.

Selv helt gængse arter er næsten truede i Danmark

Vi gør alt for lidt for at passe på vores vilde dyr. Der findes stort set ingen urørt natur, og det gør at helt almindelige arter som pindsvin, ræve og ugler har det svært.

Skrevet af:
Andreas Roesen

Der er få ting, der kan virke mere meditativt end at komme ud i naturen og mærke den friske luft. Derfor er det også vigtigt, at vi passer på naturen. 

Den opgave har vi desværre forsømt over de seneste årtier, hvor en større og større del af naturen er blevet inddraget til landbrug, infrastruktur og byer. Dermed er der ikke bare gjort indhug i dyrenes hjem, men også fjernet sammenhængende naturområder, som er afgørende for mange arter. 

Faktisk har Danmark kun omkring to procent beskyttet natur, hvilket gør os til en bundskraber i EU. Og det er på trods af, at det I EU ellers er besluttet, at alle medlemslandene skal genoprette, så de har 30 procent beskyttet natur. Altså markant mere end Danmark har. 

Den grønne trepart kan forhåbentlig bidrage til den del, ligesom opførelse af naturnationalparker i fremtiden kan bidrage. Men det er også ganske presserende, for naturens ringe tilstand går hårdt ud over vores vilde dyr. Faktisk så meget at flere af arterne er truede eller næsten truede ifølge både den internationale og den danske rødliste. 


Kilde: Århus Universitet

Herunder fortæller vi om status for en række arter i Danmark, der burde være almindeligt forekommende i den danske natur, men som i dag er meget pressede.

Pindsvin

Pindsvin oplever et fald i deres population på grund af tab af levesteder, øget trafik og brug af pesticider i haver og landbrug. Disse faktorer reducerer deres fødegrundlag og øger dødeligheden. I efteråret blev pindsvinet kategoriseret som ’næsten’ truet efter 30 procents tilbagegang de seneste 10 år. 

Ræv

Ræve er tilpasset forskellige miljøer, men de kan blive påvirket af sygdomme som ræveskab og jagttryk, som tidligere har været med til at gøre et stort indhug i bestanden. Desuden kan manglen på sammenhængende natur – og dermed deres levesteder - påvirke deres naturlige adfærd og overlevelse. Ræven er næsten truet i Danmark og bestanden er markant lavere i dag i forhold til starten af dette årtusind. 

Odder

Odderen har tidligere været mere truet på grund af jagt og forurening af vandløb. Selvom bestanden er i bedring, er arten stadig sårbar over for habitatødelæggelse og forurening, især på Sjælland, hvor bestanden ikke har oplevet samme fremgang, som den har i Jylland. På den danske rødliste er odderen kategoriseret som ’sårbar’

Kirkeugle

Kirkeuglen er kritisk truet i Danmark. Ændringer i landbrugspraksis har reduceret antallet af egnede levesteder og fødekilder, hvilket har medført en nedgang på over 50% i bestanden i de seneste tre generationer.

Ulv

Efter at have været fraværende i Danmark i omkring 200 år er ulven vendt tilbage. Selvom den ikke er truet globalt, er den danske bestand lille og sårbar over for ulovlig jagt og andre konflikter med mennesker. 2024 var et gunstigt år for ulveparrene, da de tilsammen har fået 38 hvalpe, hvilket bringer bestanden op mellem 60 og 80 individer. Det er dog vigtigt at understrege, at en stor andel af hvalpene vil drukne, blive kørt ned eller risikere at dø af sult. Bestanden er derfor stadig et godt stykke fra at være i gunstig bevaringsstatus og kan i fremtiden blive truet af en nedjustering i EU’s habitatdirektiv fra strengt beskyttet til beskyttet. 

Hasselmus

 

Hasselmusen er truet på grund af tab af levesteder som følge af moderne skovdrift og landbrugsudvidelse. Fragmentering af skovområder gør det svært for arten at finde egnede steder til føde og yngel. På den danske rødliste er hasselmusen kategoriseret som ’sårbar’.

Birkemus
 

Birkemusen er en af Danmarks mest sjældne og truede pattedyr. Den er afhængig af specifikke levesteder som fugtige enge og moser, som er blevet reduceret på grund af dræning og ændret arealanvendelse til for eksempel dyrkning af afgrøder. Birkemusen er kategoriseret som ’kritisk truet’ på den danske rødliste.

Gråsæl

Gråsælen var tidligere almindelig i danske farvande, men er nu en af de mest sjældne ynglende arter i landet. Historisk jagt og forurening har reduceret bestanden, og forstyrrelser i yngleområderne udgør stadig en trussel. Derfor er gråsælen i dag kategoriseret som ’sårbar’ på den danske rødliste.

Blishøne

Blishønebestanden har været i kraftig tilbagegang over de seneste 20 år i Danmark. Fra at der var omkring 211.500 individer i 2004, så vurderer man i dag, at tallet er omkring 100.000. Forklaringen skyldes en blanding af, at blishønen er følsom overfor jagtforstyrrelser samt reduktion i vegetationen ved søer og fjorde grundet kvælstofudledninger. Det betyder, at den kategoriseres som 'sårbar

Det er ikke alle de vilde dyr, du kan hjælpe hjemme i din egen have, men du kan generelt gøre gavn for naturen ved at lade haven være vild og ikke alt for trimmet. Det vil skabe leve- og gemmesteder eller føde for nogle af dyrene.  

  • Fæld ikke gamle træer. Styn eller topkap dem
  • Skal et gammelt træ fældes, så lad 2-4 m stub stå
  • Bor store og små huller i dine træer
  • Husk, at kvasbunker og brændestabler er effektive insekthoteller
  • Lad græsset vokse frit - om ikke andet bare i dele af haven. 

Læs mere her