I slutningen af foråret blev en ung hunkat fundet forladt i en papkasse sammen med sine to små killinger. Uheldigvis viste det sig, at hun allerede var drægtig igen.
En kold forårsdag i april gjorde en borger en hjerteskærende opdagelse i et øde område i omegnen af Århus. I en papkasse lå en ung kat og hendes to nyfødte killinger, efterladt og uden nogen til at tage sig af dem. Den opmærksomme borger kontaktede straks Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812, som hurtigt sendte hjælp til stedet.
De tre katte blev hentet og bragt til dyreinternatet i Århus, hvor de blev tilset af en dyrlæge. Undersøgelsen afslørede, at moren kun var omkring to år gammel og sund og rask. Hendes killinger, der blev døbt Hikke og Helia, var små, men sunde. Kattemoren fik navnet Håb.
Den sidste tørn
Familien blev efter deres sundhedstjek sendt ud til en kyndig plejefamilie, hvor killingerne kunne vokse sig store i rolige og omsorgsfulde omgivelser. Freden varede dog ikke længe, da plejefamilien kort efter anbringelsen opdagede, at den unge kattemor var drægtig igen.
Da Håb allerede var langt henne i sin drægtighed, var det ikke længere forsvarligt at fjerne de ufødte killinger. Håb måtte derfor tage endnu en tørn som mor, men denne gang heldigvis i trygge omgivelser.
Mens de ufødte killinger voksede i Håbs mave, voksede Hikke og Helia sig store og stærke, og kort tid før fødslen af det ekstra kuld, fandt Hikke og Helia nye, kærlige hjem.
Da tiden kom, fødte Håb fem nye killinger ved akut kejsersnit. Kejsersnittet var hårdt for hende, og hendes plejemor, Mette, husker tydeligt, hvor smertefuldt det var for Håb.
-Jeg kunne mærke, hvor påvirket hun var af operationen, og at såret fra operationen gjorde ondt. Men det forhindrede hende ikke i at være en fantastisk mor for det nye kuld. Jeg var meget bekymret, da vi først indså, at hun skulle have kejsersnit, men den bekymring forsvandt hurtigt, da jeg så, hvordan hun tog sig af killingerne.
Selvom Håb var en god mor, har hendes fortid sat sine spor i hende:
-Selvom Håb aldrig har været skræmt eller nervøs, har hun altid været opmærksom på sine omgivelser og dygtig til at tage vare på sig selv. Hun er ikke særlig opsøgende, men det skyldes måske, at hun aldrig har oplevet, at der var hjælp at hente hos andre, fortæller Mette og fortsætter:
- Med tid, tålmodighed og omsorg har jeg set hende vokse og udvikle sig. Men dele af hendes gamle jeg tror jeg aldrig helt, at hun giver slip på. Hun er i hvert fald lige så fornuftig og selvstændig, som hun var, da jeg fik hende i pleje til at starte med. Men hun er stadig den dejligste kat, slutter plejemoren.
Neutralisering er en nødvendighed
Mette tog sig af Håb og hendes nye killinger, indtil de var 12 uger gamle. I den tid blev Håb også steriliseret for at undgå, at hun skulle blive drægtig igen.
Håbs historie er et klart eksempel på, hvorfor det er vigtigt at få neutraliseret sin kat i tide.
- Allerede en uge efter hunkatten har født sine killinger, kan hun komme i løbetid. Her kan hun i princippet blive drægtig igen. Derfor skal katte neutraliseres, så man undgår en situation som denne, siger Karina Fisker, Internatchef hos Dyrenes Beskyttelse.
- Det er en stor belastning for både kattemor og killinger, at moren bliver drægtig igen, imens hun passer et andet kuld. Og det medfører ofte, at katte ender som uønskede og efterladte. Dette var netop tilfældet med Håb, og hendes historie viser tydeligt, hvor hurtigt en situation kan udvikle sig, hvis ikke man tager de nødvendige forholdsregler, afslutter Karina Fisker.
Håbs fremtidige hjem
Efter at have opfostret to kuld killinger leder Håb nu efter et roligt hjem, hvor hun kan få den hvile og omsorg, hun fortjener.
Håbs historie er en påmindelse til alle katteejere om vigtigheden af neutralisering – ikke kun for at undgå uønskede killinger, men også for at sikre kattens sundhed og trivsel.