Juni var præget af flere sager med dumpede kaniner
Juni var præget af flere sager med dumpede kaniner. Her bæres flere dumpede kaniner i sikkerhed på Roskilde Internat. Foto: Dyrenes Beskyttelse.

Juni var fyldt med svigtede kaniner

Juni måned blev ekstra travl på Dyrenes Beskyttelses internater, da rekordmange kaniner blev dumpet og efterladt til en uvis skæbne. Mød nogle af de dumpede kaniner her.

Skrevet af:
Fie Bau Madsen

44 kaniner blev dumpet de første seks måneder af 2024, og det har resulteret i, at flere dyreinternater nu er helt fyldt op med kaniner og ikke kan tage imod flere, før de er adopteret ud i nye hjem. Samme periode i 2023 blev 33 kaniner dumpet. I juni alene blev 13 kaniner dumpet rundt omkring i landet.

Vi oplever generelt mange dumpede kaniner, hvilket måske skyldes, at de er sværere at afsætte, når man ikke længere vil have dem. Det er dog ikke en undskyldning for at udsætte dem for den fare, det potentielt er at blive efterladt et eller andet sted med risiko for at dø af hedeslag, tørst eller blive taget af et rovdyr, siger Karina Fisker og fortsætter:

På nuværende tidspunkt har Dyrenes Beskyttelses dyreinternater i Århus, Nordjylland, Roskilde og Fyn ikke plads til flere kaniner, og de resterende dyreinternater er næsten fyldt op.

Efterladt i et bur i Hellerup

Tre kaniner, mor og to unger, blev fundet i et lille bur på en villavej i Hellerup. Heldigvis blev de opdaget, og der blev ringet til Vagtcentral 1812, og kaninerne blev bragt i sikkerhed på Roskilde dyreinternat. Buret, de sad i, var møgbeskidt og alt for småt til tre kaniner. Særligt morkaninen var i dårlig stand og måtte aflives efter tre uger, da hendes tænder havde taget skade af forkert fodring

- Det er så trist, når vi modtager dyr som disse, der tydeligt ikke er blevet passet ordentligt. Heldigvis kunne vi redde de to unger, men moren var i så dårlig stand, at vi til sidst måtte indse, at der ikke var noget at gøre. Heldigvis kunne ungerne sagtens få nye hjem, siger Carina Løkkegaard, internatmedarbejder i Roskilde.

Syv kaniner efterladt i Greve

En kvinde i Greve har flere gange oplevet, at kaniner dumpes ved hendes hjem. I juni blev ikke mindre end syv kaniner dumpet ved huset, men heldigvis opdagede kvinden dem, inden de kom til skade.

De blev alle syv kørt til Roskilde dyreinternat, hvor de kom i behandling. Flere af dem havde ætsede pels og hud ved bagbenene, som typisk kommer, hvis de går i skidt, møg og tis. De havde også alle gule pletter af gammelt tis i pelsen.

- Også i denne sag måtte vi sige farvel til tre af de syv kaniner, da deres tænder var så ødelagte, at vi ikke kunne redde dem. Det er bare virkelig trist og uansvarligt. De andre fire kaniner kunne vi heldigvis behandle, så de blev klar til at finde nye hjem, der vil tage sig godt af dem, siger Carina Løkkegaard.

Kaniner fraflyttet i skovområde

To kaniner blev spottet i en skov, hvor de tidligere havde boet ved en mand. Manden var dog flyttet fra hjemmet, men kaninerne var ikke kommet med. Heldigvis lykkedes det en borger at indfange de to kaniner og bringe dem til Roskilde dyreinternat.

- Vi har ikke kunnet få fat i den tidligere ejer, og derfor er de blevet betragtet som dumpede. Kaninerne er nu blevet flyttet til Århus, da vi simpelthen var fyldt op med kaniner. Det er så godt, at vi er flere dyreinternater, som kan hjælpe hinanden, når vi er i højsæsonen og får rigtig mange dyr ind, siger Carina Løkkegaard.

Fyn, Nordjylland, Århus og Roskilde dyreinternat står klar til at hjælpe hinanden, når de hver især løber tør for plads. På den måde kan flere dyr hjælpes gennem højsæsonen.