Dyr betyder noget ekstra for Kirsten Sørensen, der altid har omgivet sig med alt fra katte til grise. Derfor har hun valgt at testamentere sin arv til Dyrenes Beskyttelse.
I de landlige omgivelser mellem Store Merløse og Ringsted står et yderst charmerende hjem. De hvidkalkede mure og sorte bjælker danner det smukke bindingsværkshus, der måske ikke fylder meget. Men som fylder én med en følelse af hygge og hjertevarme, når man træder ind igennem den lave dør, der formentligt er fra en tid, hvor det var usædvanligt at blive over 190 centimeter.
Kirsten Sørensen byder velkommen i sit skønne hjem, der udover hende selv huser katten Pjuske på 13 år. Men hvor Kirsten glædeligt byder gæster indenfor, så er Pjuske mere betænkelig ved synet af fremmede i hjemmet, så hun skynder sig at stikke af ud i det lune maj-vejr.
- Jeg har altid haft dyr. Som barn havde vi en skotsk hyrdehund, der hed Bobby, og så havde vi også katte. De kunne sagtens sammen, og det synes jeg ofte, jeg har oplevet, altså at dyrene finder ud af det sammen. Sammen med min tidligere kæreste, havde vi masser af grise, nogle får og et hav af fritgående høns, så jeg har haft lidt forskellige dyr gennem livet, fortæller Kirsten.
Fjerner snegle inden hun bakker ud
I de skønne omgivelser nyder den 70-årige dyreelsker sit otium. Kroppen vil ikke længere helt det samme som Kirsten selv, hvilket betyder, at hun ikke længere kan ride, som hun ellers tidligere har gjort på de ene af de to heste, hun har haft. Kunne hun stadig komme op på en hest, ville hun gerne have en hest af racen Frieser.
Selvom kroppen med alderen ikke kan helt det samme, så er Kirsten typen, der ser positivt på livet. I mange år har hun nydt at lade dele af haven være vild til glæde for naturens beboere, og den beslutning passer endnu bedre ind i Kirstens liv nu. Haven er en velindrettet kombination af højt græs og vilde planter samt små stisystemer, der er slået i græsset, så man kan komme rundt og nyde duften fra de insektvenlige blomster.
- Jeg holder af alle dyr. Jeg går og fjerner sneglene fra indkørslen, inden jeg bakker ud, for de skal altså ikke køres over. Jeg elsker mine vinbjergsnegle, men jeg fjerner også de almindelige, små snegle fra indkørslen, før jeg kører. Edderkopperne får også lov at være i fred indenfor. Jeg sætter dem ikke engang udenfor, men jeg fjerner lidt spindelvæv, hvis det er blevet for meget, siger Kirsten, der dog godt kan blive en smule irriteret på nogle af dyrene.
- Jeg kan godt blive lidt ærgerlig, når dådyrene spiser mine blomster. Det er typisk dem, der dufter, som de sætter tænderne i, de banditter, fortæller hun med et smil, men hun nægter at gøre noget for at stoppe dem i det, for de har også lov til at være her, som hun siger.
Foretrækker dyr fremfor mennesker
De senere år er Kirsten begyndt at tænke over, hvad der skal ske med hendes arv, når hun en dag går bort. Det ville hun gerne have styr på, inden det var for sent. Kirsten har ikke selv børn, og resten af hendes familie har det, de skal bruge, som hun selv forklarer det. Hun begyndte derfor at tænke over, hvor hendes arv kunne gøre bedst gavn.
- Der er jo mange gode organisationer, som jeg også overvejede, men det er bare dyrene, der betyder noget ekstra for mig. Hvis jeg skal være ærlig, så tror jeg, jeg foretrækker dyr fremfor mennesker. Og hvem skulle det så næsten ellers være end Dyrenes Beskyttelse, spørger Kirsten retorisk, inden hun uddyber, hvorfor hun gerne vil give dyrene alt den hjælp, hun kan:
- Dyrene er fuldstændig underlagt den måde, vi behandler dem på. Når jeg en gang imellem ser i fjernsynet, hvordan nogle mennesker behandler dyrene… Det er ikke til at holde ud. Jeg så på et tidspunkt en udsendelse om dyretransporter og hvordan de behandlede dem, og det var helt forfærdeligt. Jeg havde mareridt i flere måneder. Hvorfor gør de det?
Når hun en dag ”slår benene i vejret”, som hun selv udtrykker det, finder hun derfor ro i, at hendes arv kan bidrage til at gøre livet bedre for dyrene.
