En dansk fikseret so med sine pattegrise
En dansk fikseret so med sine pattegrise. Foto: Dyrenes Beskyttelse

Spidskandidat: Nu må det være dyrenes tur til et værdigt liv

”Dyrene lider, og det gør de, fordi EU tillader det”. Sådan lyder det klare budskab fra Anders Vistisen (DF) i et debatindlæg i Avisen Danmark. Han vil gøre op med det, han kalder et ’katastrofalt lavt niveau’ for dyrevelfærd i EU.

Skrevet af:
Cecilie Sønderstrup

Opd. 2024-06-13: Dyrevelfærden sejrede til europaparlamentsvalget. Se valgresultatet her

I flere år har EU-Kommissionen arbejdet på en revision af EU’s samlede dyrevelfærdslovgivning, som skal løfte dyrevelfærden i landbruget. Men store dele af den lovede revision blev udskudt i 2023, og det kan dyrene i EU slet ikke vente på. Det skriver Dansk Folkepartis spidskandidat til Europa-Parlamentet, Anders Vistisen, i et debatindlæg i Avisen Danmark. 

”Vi har et katastrofalt lavt niveau af dyrevelfærd i EU, og jeg vil ikke vente fem år mere på at se handling fra Kommissionen, mens dyrene lider. Dyrene har allerede ventet alt for længe. Det er på tide, at vi ikke bare taler om dyrevelfærd, men at vi også handler”. 

Ifølge en officiel EU-borgerundersøgelse mener 8 ud af 10 europæere, at dyrevelfærden for landbrugsdyrene burde være bedre, end den er i dag. Og hvis Anders Vistisen bliver genvalgt den 9. juni, vil han insistere på handling for Europas dyr.  

”Jeg taler eksempelvis om søerne i svineproduktion, der må ligge fikseret mellem metalbøjler i ugevis. Om turbokyllingerne, som er avlet til at vokse så hurtigt, at mange nærmest kollapser under deres egen vægt. Om de mange mink og ræve, som tilbringer hele deres triste liv i små bure på pelsfarme rundt omkring i Europa”, skriver han blandt andet.  

Det vækker stor glæde i Dyrenes Beskyttelse, at der er stort fokus på dyrenes behov blandt de danske europaparlamentarikere. 

”Dyrene har brug for stærke repræsentanter i EU-Parlamentet, og det glæder mig at se, at Anders Vistisen vil styrke dyrenes velfærd i Europa”, siger Britta Riis, direktør for Dyrenes Beskyttelse. 

Anders Vistisen er en af de 40 danske kandidater til Europa-Parlamentsvalget, der har skrevet under på 10 løfter om bedre dyrevelfærd i EU. Et initiativ, som Dyrenes Beskyttelse har lavet i samarbejde med Eurogroup for Animals. 

Søndag d. 9. juni skal danskerne stemme til Europa-Parlamentsvalget. Mange af de regler, der gælder for dyrevelfærden i Danmark, bliver fastsat i EU. Derfor er valgdagen en unik mulighed for med dit kryds at få mere dyrevelfærd ind i EU.