Dyrenes Beskyttelses direktør Britta Riis stopper som præsident for World Federation for Animals. Hendes største ønske er dyrevelfærd som Verdensmål.
Britta Riis har siden 2009 været direktør for Dyrenes Beskyttelse, men sideløbende har hun også været særdeles aktiv i internationale organisationer.
Fra 2013 til 2020 var hun først vicepræsident og siden præsident for den europæiske dyrevelfærdsorganisation Eurogroup for Animals.
I 2021 blev ansvarsområdet udvidet til det globale. Britta Riis er initiativtager og præsident for World Federation for Animals, der er den første verdensomspændende dyreværnsorganisation. Den strækker sig over alle kontinenter og har i skrivende stund 61 medlemmer, heriblandt Dyrenes Beskyttelse.
Den 15. maj giver Britta Riis dog stafetten videre, når hun træder af som præsident. Derfor gør hun status over sin tid i spidsen med nedenstående Q&A.
Hvad er du mest stolt over ved din tid som præsident for WFA?
- Jeg er stolt af, det lykkedes at skabe World Federation for Animals. Jeg er stolt af den ånd, den er skabt i, hvor vi samarbejder, store som små, og uden at egoer har fyldt mere end samarbejdet. Det er faktisk det, jeg er mest stolt af. Vi er så mange organisationer samlet, så vi efterhånden kan få indflydelse og sætte dyrevelfærd på dagsordenen i FN-systemet.
-Og så er jeg superstolt af, at det er Dyrenes Beskyttelse, der var initiativtager. Direktøren for en engelsk dyreværnsorganisation italesatte det ved at sige, at det var mit ’brainchild’, som der vist ikke rigtigt findes en dansk oversættelse for. Men det betyder, at idéen er vokset i mit hoved, og hurtigt blev vi en gruppe omkring det, som hjalp med at udvikle organisationen.
Hvad har gjort mest indtryk på dig?
-Det var, da jeg skulle fortælle om ideen til formanden for en forening i Kenya, fordi vi skulle have det afrikanske kontinent med også. Der fortalte han om, hvordan burene ender i Afrika, når vi udfaser buræg i Europa. Så for ham gav det også mening, at vi samarbejder globalt, fordi ellers ender buræggene netop bare andre steder i verden, når vi udfaser dem i Europa. Vi eksporterer vores egene landbrugssystemer til andre dele af verden, og det giver jo ikke mening.
Hvad er den største udfordring for dyrevelfærden?
-Det er vores landbrugsdyr. Det er det helt overskyggende globale problem, som ikke rigtigt er gået op for verden endnu. Antallet af dyr, vi har, kan vores klode slet ikke holde til. Og det kan dyrene heller ikke. Klimaet og biodiversiteten bliver presset, fordi vi bruger en så stor andel af kloden på at lave foder til dyr. Det er stadig en opgave at få kommunikeret udfordringen ud, så folk forstår, at landbrugsdyr udgør den største biomasse. I EU alene har vi otte milliarder landbrugsdyr. Vi skal have delt viden og understreget, hvor akut det er.
Hvad er dit største ønske for fremtiden?
-At dyrevelfærd bliver anerkendt som en del af Verdensmålene for Bæredygtig Udvikling. Dyrevelfærd skal være en integreret del af måden, som verden arbejder efter 2030. Det var hele fundamentet for at oprette WFA, fordi der manglede dyr i Verdensmålene, så hvis det lykkes, vil jeg virkelig føle, jeg har opnået noget.
- Der er titusindvis af dyrevelfærdsorganisationer i verden, der bliver støttet af millioner af mennesker, men deres interesser, og dermed også dyrenes interesser, er ikke godt repræsenteret på den globale politiske agenda. Derfor er en samlet global organisation vigtig.
- Visionen er en verden, hvor man anser dyr som levende og sansende væsener, og hvor alle dyr lever et godt liv med god dyrevelfærd.
- World Federation for Animals vil arbejde for en mere bæredygtig fødevareproduktion med fokus på god dyrevelfærd og flere plantebaserede fødevarer.
- Dyrenes Beskyttelse er involveret, fordi dyrevelfærd er et globalt anliggende. I dag kan man følge dyrevelfærden overalt i verden på de sociale medier, og også vores medlemmer i Danmark har en forventning om, at vi reagerer i forhold til verdens dyr. Den absolut bedste måde at gøre det på, er at stå sammen med andre dyreværnsforeninger og sammen forbedre den globale dyrevelfærd.