Mansur blev fundet med tre hagl i kroppen. Han og andre langhalede makak-aber er truet. Det får Dyrenes Beskyttelse til at støtte forskning og redningsstationer til fordel for arten.
Den langhalede makak-abe Mansur var blevet indfanget. En familie havde fået fingre i ham og brugte ham med det ene formål at være underholdning.
Familien fandt dog hurtigt ud af, at makak-aber ikke er gode kæledyr og satte ham løs. Da han var vant til at være omkring mennesker, løb han ned i den lokale by, men her blev han heller ikke modtaget med åbne arme.
Nogle forsøgte at indfange ham, fordi de mente, at han var til gene for landsbyboerne. Makak-aber er nemlig nysgerrige og ikke blege for at undersøge muligheden for at stjæle mad fra folk og deres marker.
Indfangningen lykkedes ikke, men det fik desværre bare beboerne til at tage skrappere midler i brug. Et affyret luftgevær efterlod tre hagl i kroppen på Mansur. Det viste en senere røntgenundersøgelse hos Scorpion Foundation.
Midt i alle elendighederne blev Mansur heldigvis reddet af Scorpion Foundation og bragt til deres redningsstation, hvor han modtog behandling for sine skader. Nu er han heldigvis i bedring og forventes genudsat i den nærmeste fremtid.
Abernes naturlige habitater indskrænkes
Mansurs situation er desværre ikke enestående. Makak-aberne er truet, fordi abernes egne naturlige habitater bliver indskrænket som følge af by- og landbrugsudvidelser. Men også grundet mennesker, som indfanger eller dræber dem. Aberne er meget tilpasningsdygtige, og de søger derfor mod byer og marker, fordi de har lært, at der findes der føde. Det gør, at de ofte betragtes som skadedyr og indfanges eller dræbes. Samtidig er de ringe beskyttet, hvilket også gør dem udsatte overfor at blive handlet og brugt som forsøgsdyr.
NGO’en Scorpion Foundation har sat sig for at bidrage til forbedrede vilkår for de langhalede makak-aber.
De optrævler illegal handel med vilde dyr og redder dem, der er blevet indfanget i naturen – heriblandt makak-aberne. Når de vilde dyr er kommet sig og er klar til at stå på egne ben, bliver de genudsat.
Dyrenes Beskyttelse støttede opførslen af Scorpion Foundations makak-redningsstation på Sumatra i 2022 og bidrager fortsat til arbejdet der. Stedet tæller nu et karantæneområde, et socialiseringsområde samt en lægeklinik. I alt kan stedet rumme 50 makak-aber ad gangen.