Hvis du vil holde dyrevenligt nytår, så drop fyrværkeriet, og tænk over, om du kan sætte noget andet end havdyr på menuen.
Nytårsfesten for mennesker bliver ofte – nærmest traditionen tro – et mareridt for dyrene. Hvis du gerne vil holde dyrevenligt nytår, så er her tre gode råd.
1. Tryg i natten
Sørg for, at din hund eller kat er et trygt og roligt sted nytårsaften. Hvis du selv planlægger at holde et brag af en fest, eller du omvendt er væk fra hjemmet ved årsskiftet, så er det vigtigt at finde et sted, hvor dit kæledyr er trygt, hvor der er stille og roligt, og hvor der er mennesker, som dyret kender og stoler på.
2. Drop fyrværkeriet
Lad være med at fyre fyrværkeri af. Der er mange andre måder at gøre aftenen festlig på. Fyrværkeri skræmmer dyrene i hjemmet, i staldene og i naturen. Vi kan ikke advare dyrene om, at der kommer bulder, brag og lysglimt, så de kan ikke på den måde beskyttes mod chok og forsøg på flugt. Ny forskning har vist, at fugle flygter fra trækruter og hvilepladser. Også for andre vilde dyr kan fyrværkeri have langvarige og fatale konsekvenser for dyrenes overlevelse om vinteren.
3. Tænk over havdyr på menuen
Tænk over, om nytårsmenuen kan glimre på en anden måde, end den plejer. Måske ved et fravær af de havdyr, som ellers er populære valg, eksempelvis den traditionsrige nytårstorsk, såvel som laks, jomfruhummer, kaviar og stenbiderrogn.
Desværre er havdyrene generelt presset på mange fronter. Det danske havmiljø, især i de indre farvande, er præget af iltsvind på grund af udledninger af gylle og andet kvælstof fra landbruget. Samtidig er fisk og jomfruhummere truet af fangst og fangstmetoder, der blandt andet presser bestandene i bund og ødelægger havbunden. Dertil kommer udfordringer med, at dyrene ikke aflives skånsomt og hurtigt ved fangst, men oftest overlades til at dø af sig selv under eller efter fangsten i net, kasser eller på is.
P.t. er der desværre ikke nogle af de kendte mærkningsordninger, der giver sikkerhed for, at fiskene sikres skånsom behandling ved fangst og aflivning.
Jomfruhummere er det grelle eksempel. Typisk bliver de ikke aflivet efter fangsten, men holdes levende, vaskes i vasketromler og kommes på is. Også den større hummer, sorthummer, udsættes ofte for dårlig dyrevelfærd: Den bliver desværre i nogen tilfælde solgt levende, hvilke involverer megen stress for dyret i forbindelse med transporten frem til forhandleren. Derfor bør du ikke købe hummere levende. Hvis du gerne vil have hummer, så lad være med at købe levende hummere. Hvis du alligevel vælger at købe en levende hummer, så skal du sørge for at aflive den før kogning, da det er ulovligt at koge hummeren levende.
Nogle fisk, eksempelvis laks, kommer typisk fra opdræt, men fisk, der opdrættes i bassiner på land eller til vands, lever hele deres liv på meget lidt plads med manglende mulighed for at udleve deres naturlige adfærd, og der er ikke statsligt tilsyn med deres velfærd.
Torskebestandene er brudt sammen i alle indre danske farvande: Kattegat, bælterne, vestlige og østlige Østersø. Alligevel overfisker man stadig torsk i samtlige farvande.