Exmoor-pony
En flok af Exmoor-pony-hingste som denne har skabt bekymring hos besøgende på Molslaboratoriet

Foråret udfordrer forvaltningen af dyr i rewilding

En flok med kåde hingste på Molslaboratoriet bekymrer besøgende. Dyrenes Beskyttelse opfordrer til ekstra opmærksomhed i forvaltningen af reproduktive dyreflokke bag hegn

Skrevet af:
Søren Krogsgaard

Foråret bringer generelt safterne i kog, og i rewilding- og naturplejeprojekter med udsatte flokke af reproduktive dyr kræver det en ekstra stor indsats med forvaltning og tilsyn med dyrene. Dyrenes Beskyttelse opfodrer alle dyreforvaltere til at holde skarpt øje med dyreflokkene efter en episode på Molslaboratoriet.

- Det er ikke altid kønt, når der kæmpes om pladsen i hierarkiet eller de bedste mager i naturen. Men med flokke af reproduktive dyr på begrænsede områder hegn, er det svært dyrene at finde passende partnere og etablere naturlige flokke. Det kan udløse unødige konflikter og stress blandt dyrene. Det skal forvalterne af rewilding- og naturplejeprojekter være meget opmærksomme på, siger Yvonne Johansen dyreværnschef i Dyrenes Beskyttelse.

Opfordringen kommer, efter Dyrenes Beskyttelses vagtcentral i weekenden modtog flere bekymrede henvendelser om en større flok hingste på Molslaboratoriet. Samtidig viste en video på Facebook fra rewildingprojektet efter sigende en flok på seks hingstes jage en hoppe i brunst.

Episoden bringer minder frem fra sommeren 2022, hvor Dyrenes Beskyttelse kritiserede rewildingprojektet for ikke at gribe hurtig nok ind over for en flok ungtyre, der stressede og udmattede køerne på området samt deres kalve.

Dyrenes Beskyttelses kredsformand i området har været ude på området, og en af foreningens dyrlæger har talt med de bekymrede besøgende og taget kontakt til Mols Laboratoriet.

Forvalteren hos Molslaboratoriet forklarer til Dyrenes Beskyttelse, at uroen i flokken af hingste, startede lørdag da to hingste blev taget ud flokken. Det forstyrrede hierarkiet i flokken, og gav samtidig en hingsteplag fra flokken med hopper og en førerhingst modet til at forsøge at klemme sig ind i hingsteflokken. Den kamp har ikke været køn at kigge på. Molslaboratoriets personale har dog ikke oplevet, at flokken af hingste jager brunstige hopper.

Det er ikke muligt at afgøre ud fra videoen, om det er en brunstig hoppe eller en hingsteplag, der jages af hingstene. Dyrenes Beskyttelse har dog opfordret Molslaboratoriet til at være opmærksom på situationen og udvise rettidig omsorg for dyrene.   

- Var hestene ikke bag hegn, var hingsteflokken draget langt væk fra hovedflokken for at finde andre flokke af heste, hvor de ville forsøge at erobre nogle hopper. Men i rewildingprojekter er hestene på et relativt lille område, og hingste kan ikke søge nye græsgange. Derfor er det nødvendigt løbende at regulere størrelsen og sammensætningen af flokkene, siger Yvonne Johansen dyreværnschef for Dyrenes Beskyttelse.  

Dyrenes Beskyttelse anbefaler dog stadig reproduktive flokke i rewilding og naturpleje, da det er med til at sikre dyrenes kendskab til området over tid, hvilket sikrer bedre liv for dyrene.

Dyrenes Beskyttelse anerkender generelt rewildingprojekters positive effekt på natur og biodiversitet. Men det kræver, at forvalterne af projekterne er klædt på til at tackle de udfordringer, der opstår, når udsatte dyr inddrages i sådanne projekter. Dyrenes Beskyttelse mener, at det er en ufravigelig forudsætning, at der tages hensyn til dyrenes velfærd og trivsel i forbindelse med rewildingprojekter gennem blandt andet effektiv, proaktiv forvaltning og tilskudsfodring kombineret med reaktiv forvaltning, så der kan handles i tide, når dyrs velfærd kompromitteres.

LÆS MERE OM DYRENES BESKYTTELSES HOLDNING TIL REWILDING OG NATURNATIONALPARKER