Pelle

Pelles forvandling

I december fik Nordjyllands Internat indleveret 16 dansk-svenske gårdhunde. En af hvalpene havde ved ankomst voldsomme bidskader i hovedet, og skulle opereres før han kunne få et nyt hjem. Operation gik godt og i dag har Pelle fået et nyt og kærligt hjem.

Skrevet af:
Fie Bau Madsen

Der ventede Dyrenes Beskyttelse en ubehagelig overraskelse, da de i starten af december hentede 16 dansk-svenske gårdhunde. En af hvalpene havde voldsomme bidskader i hovedet, og måtte igennem en operation for at blive klar til et nyt hjem.

- Vi vidste med det samme, at Pelle skulle igennem en operation i forbindelse med hans skader i hovedet, men fordi han kun var 2 uger, da vi fik ham, valgte vi at vente til han var blevet 8 uger og hans søskende var rejst. På den måde kunne han få ro til at komme sig uden at vi skulle være bekymrede for at såret sprang op når hvalpene legede samme, siger Cathrine Cocks, internatmedarbejde på Nordjyllands Internat.

Pelle blev opereret d. 16. januar. Det var en omfattende operation, da det var huden i hans hoved der skulle rettes og han samtidig kun var 8 uger gammel.

Operationen gik godt

Dyrlægen var fra starten positiv omkring operationen, men der er altid en lille risiko for, at dyr ikke kan tåle narkose. Heldigvis gik det godt, og operationen forløb som planlagt.

- Vi var meget spændte, men alt forløb heldigvis præcis som det skulle. Det var en stor lettelse da han endelig var færdig ved dyrlægen, for vi har jo tænkt på det siden vi overtog ham i starten af december, og det er bare voldsomt når så lille et væsen skal igennem en store operation, siger Cathrine Cocks.

Stingene skulle sidde i 10 dage, men helingen gik heldigvis rigtig godt. Både Pelles mor og søskende var rejst i nye hjem, så der var fuld fokus på, at den lille hvalp blev frisk igen ovenpå operationen.

Et drømmehjem

Allerede mens Pelle var i pleje blev der fundet en ny familie til ham. Familien var derfor meget spændte på at møde ham, efter han var blevet opereret og var klar til adoption.

- Vi vidste med det samme, at vi havde fundet den skønneste familie. Pelle er flyttet på landet og bliver en del af en hundeflok på 2 labradorer og 1 broholmer, og han bliver derfor familiens mindste. Hans nye mor er hundeinstruktør og de har en agilitybane hvor de træner med hundene, så vi var meget begejstrede da vi så deres ansøgning, siger Cathrine Cocks.

Pelles kommende job på gården bliver at holde mus og rotter væk og når han ikke udfører den opgave, så skal han ligge i sofaen og nyde livet med hele familien.