Der er mindre foie gras på de danske borde: Ny undersøgelse viser, at otte ud af ti danskere ikke spiser foie gras. Derudover viser tal fra Danmarks Statistisk, at importen af foie gras generelt har været faldende siden 2006.
Foie gras. ”Delikatessen” baseret på en opfedet ande- eller gåselever er ikke længere en populær ret i Danmark. Det fremgår af en ny Epinion-undersøgelse foretaget for Dyrenes Beskyttelse. Undersøgelsen viser, at hele 80 pct. af danskerne ikke spiser foie gras.
Det er forbudt at producere foie gras i Danmark, og Dyrenes Beskyttelse har længe advokeret for også at få indført et forbud mod at importere den kontroversielle ret. Derfor vækker det glæde hos direktør i Dyrenes Beskyttelse, Britta Riis, at det kun er få danskere, som spiser foie gras.
”Det er gode nyheder, og tal som vi er meget begejstrede for. Fra Dyrenes Beskyttelse lyder opfordringen, at man som forbruger aldrig køber foie gras eller bestiller det på restauranter, da produktionen foregår under helt uacceptable forhold, som strider mod alle forestillinger om god dyrevelfærd,” siger Britta Riis.
En produktion under miserable forhold
Betegnelsen foie gras er fransk og betyder direkte oversat ”fed lever”. Det er netop den store fedtlever, som er det særlige ved foie gras. Ved at tvangsfodre ænder og gæs vokser, deres lever til en unaturlig stor størrelse. Produktionen er forbudt herhjemme, da foie gras kun kan produceres under forhold, som involverer tvangsfodring, hvilket strider imod den danske dyreværnslov.
Tvangsfodringen sker ved, at fuglen fastholdes. Herefter føres et 30 cm langt rør ned i halsen på den, hvor en blanding af majs og olie pumpes direkte ned i mavesækken på fuglen. Ofte fastholdes de ved at blive fikseret i små bure uden mulighed for at vende sig. Fuglene lider stor skade under tvangsfodringen. De oplever store smerter og lidelser samt udvikler stresssymptomer og sygdomme, mens nogle fugle ikke kan stå oprejst, fordi leveren bliver for stor. Som resultat af tvangsfodringen udvikler gåsen eller anden det, som kaldes en syg fedtlever. Den er seks til ti gange så stor som en normal lever.
”Foie gras produceres under grusomme forhold. Det er dyremishandling, og fuglende lider under produktionen. Tvangsfodringen giver dyrene akut diarré og åndedrætsbesvær, og det er en sygelig tilstand, når fuglene udvikler en stor fedtlever. Derfor er dødeligheden i en foie gras-produktion 10 til 20 gange så høj, som i en normal ande- eller gåse-produktion,” siger Pernille Fraas Johnsen, chefkonsulent for landbrugsdyr og fjerkræ i Dyrenes Beskyttelse.
Fuglene tvangsfodres som regel i deres sidste to til tre ugers levetid, og her gentages processen dagligt to til tre gange. I perioden inden de tvangsfodres kan dyrenes forhold variere fra produktion til produktion. Fælles for dem alle er dog, at ingen af dem har adgang til vandområder, og kan derfor ikke udleve deres naturlige behov for at svømme eller bade.
I en foie gras-produktion med ænder, er det kun han-ænder som opdrættes. Det skyldes, at leveren på en hun-and ikke vokser til samme størrelse, som hannens. Hun-ænderne aflives derfor kort efter, at de udklækkes og når aldrig at blive mere end et par timer gamle.
Vi importerer mindre mængder foie gras
Produktionen af foie gras foregår primært i Europa med Frankrig som førende produktionsland. Dernæst følger Ungarn og Bulgarien på listen. Selvom det er forbudt at producere foie gras i Danmark betyder EU’s samhandelsregler, at det er tilladt at sælge foie gras i Danmark, og derfor sælges der årligt flere ton til Danmark.
Tal fra Danmarks Statistik viser dog, at den danske import af foie gras er stødt faldende. Over en ti-årig periode er importen faldet med mere end 45 procent. Hvor Danmark i 2006 importerede 36.270 kg foie gras, var mængden faldet til 19.789 kg i 2016. Det er et godt skridt på vejen og en positiv tendens.
”Dyrenes Beskyttelse mener, at det skal være forbudt, at importere foie gras. Men det bliver besværliggjort af samhandelsreglerne i EU, som tilsiger, at et produkt som er lovligt at producere i ét land også er muligt at sælge i de lande, hvor produktionen er ulovlig. Men derfor er det positivt, at importen af foie gras i Danmark er faldende. Vi er dog slet ikke i mål endnu, når der I Danmark stadigvæk importeres knap 20 ton foie gras,” fortæller Britta Riis.