Når det dansk-ledede hundeprojekt i Kenya to gange årligt er afsted, er det ikke kun hundene, der får gavn af det. Projektets tro følgesvend og samarbejdspartner, den lokale veterinærsygeplejerske James Nayetuni, er også meget taknemmelig for hjælpen.
James Nayetuni behandler dyrene i Masai Mara året rundt og har set, hvordan hundenes tilstand har været livstruende for både dyr, mennesker og naturen omkring dem. Kulturen har været, at jo flere hunde, des bedre, for de bliver brugt som vagthunde af masaierne til både at beskytte kvæg og landsby. Desværre har hundenes velbefindende ikke altid været i fokus blandt de lokale, men det ser han en stor ændring i nu.
- Jeg ser, at folk begynder at tage ansvar for deres hunde. Det ville jeg aldrig have forventet. Jeg er meget, meget glad for den udvikling, fortæller James Nayetuni, der årligt tilser omkring 1.400 hunde.
Dyrenes Beskyttelse støtter, at James Nayetuni får sin masteruddannelse i Veterinary Public Health fra University of Nairobi. Han har nu færdiggjort det første år ud af i alt to års uddannelse.
Før havde vi mange hunde uden ejere, der strejfede omkring, og der var ikke rigtig nogen, der bekymrede sig om, hvordan de havde det. Nu ser jeg hundeejere, der er ansvarlige og tager sig af deres hunde.
Stor forskel siden 2018
Siden 2018 har projektet Mara North Conservancy Dog Project haft til formål dels at vaccinere, neutralisere og behandle masaiernes hunde, dels at udbrede oplysning om, at færre sunde og raske hunde er langt bedre vagthunde end mange hunde, som ikke kan brødfødes, og som jagter dyrevildt og spreder sygdomme.
James Nayetuni har været med fra projektets begyndelse og er bosiddende i Masai Mara, hvor den danske dyrlæge og lektor ved Københavns Universitet, Rikke Langebæk, to gange årligt rejser afsted med et hold dyrlægestuderende fra Danmark, USA og Kenya. I november 2023 tager endnu et hold afsted.
Allerede, da vi talte med James Nayetuni i efteråret 2022, fortalte han, hvor stor en forskel, de dyrlægestuderende gør.
- Jeg kan tydeligt se den indflydelse, som projektet har hernede. Før havde vi mange hunde uden ejere, der strejfede omkring, og der var ikke rigtig nogen, der bekymrede sig om, hvordan de havde det, eller hvordan de fandt føde. Nu ser jeg hundeejere, der er ansvarlige og tager sig af deres hunde, og de kommer for at få dem vaccineret, få ormekur og behandlet for skader, siger James Nayetuni, der året rundt forsøger at hjælpe de hunde, som han kan.
Sero fik hjælp af James og dyrlægestuderende
En af de hunde, som holdet i efteråret 2022 tilså, var Sero. En hunhund, som skulle steriliseres, men under den kliniske forundersøgelse opdagede de, at hun var drægtig. Sero blev lagt i fuld narkose, og hendes livmoder med seks fostre blev fjernet.