Hvornår er egernungen i nød?
Q: Må egernunger være alene?
A: Egernunger må gerne være alene. Hvis reden falder ned eller ungerne af andre årsager havner på jorden, så vil moderen finde dem og bære dem op til en anden rede. Hun vil dog ikke nærme sig ungerne, hvis der er mennesker i nærheden. Derudover skal man huske, at hun kun kan bære en unge ad gangen, og at der derfor godt kan gå lang tid imellem at hun henter første og sidste unge.
Q: Hvad hvis jeg allerede har taget den op?
A: Så sætter du den straks tilbage igen. Vær opmærksom på at store og aktive egernunger kan være meget opsøgende. Det kan derfor være nødvendigt at lægge egernungen på findestedet i en åben papkasse med en gammel klud løst over sig – hvorefter du kan du skynde dig at løbe væk, mens egernungen finder ud under kluden og op af kassen. På den måde kan du undgå, at egernungen følger efter dig.
Q: Hvor skal vi placere kassen med ungerne, hvis træet er blevet fældet?
A: For foden af et træ så tæt på findestedet som muligt, således at moderen nemt kan søge op i træet med ungen. På den måde kommer hun hurtigere og mere sikkert til reden.
Q: Hvordan genkender jeg en egernunge i nød?
A: Egernungen er i nød, hvis den er synligt skadet. Er man f.eks. kommet til at fælde et træ, og nu har levende, men medtagede egernunger i haven, skal man ringe til Vagtcentralen 1812. Her kan man få råd og vejledning til, hvordan egernungerne får den bedste chance for at overleve.
Q: Hvor er det naturligt at møde egernunger?
A: Alle steder med større træer. Skove, parker, haver. Egern kan bedst lide, at der er gran- eller fyrretræer, men de findes også på steder, hvor der kun er løvtræer.
UNDGÅ TRÆFÆLDNING FRA MARTS TIL OKTOBER
De første egernunger dukker op i løbet af marts. Jo bedre fødesituation, der er for egerne jo tidligere i marts, kommer ungerne. De bliver født i reder højt oppe i træerne, men de kan havne på jorden af flere årsager. Reden kan enten blæse ned, eller egernungen kan falde ud af andre grunde som for eksempel træfældning.
Den vigtigste hjælp til egernungerne er derfor at undlade at fælde træerne i perioden fra marts til oktober.
Egern får hvert år op til to kuld unger, som typisk ligger ti uger i reden. Egernunger må gerne være alene. Hvis reden falder ned eller ungerne af andre årsager havner på jorden, så vil moderen finde dem og bære dem op til en anden rede. Hun vil dog ikke nærme sig ungerne, hvis der er mennesker i nærheden. Derudover skal man huske, at hun kun kan bære en unge ad gangen, og at der derfor godt kan gå lang tid imellem, at hun henter første og sidste unge.
DET SKAL DU GØRE
1: HOLD DIG PÅ AFSTAND
Lad ungen være og skynd dig væk, så moderen får en chance for at hente ungen igen.
2: SE EFTER SYNLIGE SKADER
Hvis ungen er skadet, så ring til Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812.
3: TAG DEN ALDRIG MED HJEM
Hvis du er kommet til at tage egernungen med hjem, så skynd dig tilbage og sæt den der, hvor du fandt den. Kan du ikke helt huske, hvor det er, så sæt den så tæt på stedet som muligt.
Eksempler på opholdssteder for egern
Selvom nogle af disse situationer kan se mærkelige ud, så er disse unger ikke i nød.
Interesseret i mere viden om dyr?
Få inspiration og nyheder om dyrevelfærd og vores arbejde, direkte i din indbakke.