Virkeligheden mellem tremmer

I den industrielle griseproduktion er der næsten en million tremmesøer. Det vil sige, at soen er fastlåst mellem tremmer, kaldet farebøjler, både når hun føder og efterfølgende, når hun giver die til sine unger. Hun er fikseret - det vil sige låst fast - mellem et sæt tremmer uafbrudt i fire til fem uger ad gangen, hvor hun hverken kan vende sig, gå rundt eller komme ud. Når griseungerne skal die, lægger hun sig ned på betongulvet mellem bøjlerne.

– Fiksering er et stort overgreb på soen. Hun kan stort set ikke bevæge sig og er fanget mellem tremmer på det areal, der kun er få centimeter større end hendes krop. Man fratager hende helt basale behov som det at rejse og lægge sig på en ordentlig måde samt enhver mulighed for at udøve naturlig adfærd og få opfyldt behov som at bygge rede og udvise moderadfærd over for grisene, siger ph.d. i griseadfærd og chefkonsulent i Dyrenes Beskyttelse Birgitte Iversen Damm.

I forhold til de lande, vi normalt sammenligner os med, bliver søer i Danmark fastlåst i langt højere grad. I blandt andet Sverige, Norge og Schweiz, hvor det er påkrævet, at de skal være løse, kan en produktion af grise altså godt lade sig gøre uden at tvangsfiksere soen. Også Tyskland har forbudt fiksering af søer i farestalden.

– Danmark halter igen bagefter, når det kommer til velfærden hos vores grise, og søerne bliver i den grad til tremmesøer. At fastlåse intelligente og følende væsener mellem tremmer i ugevis, ofte månedsvis, er så grumt, at det ikke burde ske noget sted, siger Birgitte Iversen Damm.

Fødemaskiner

I landbruget er det anbefalet, at en so gennemgår fem til otte drægtighedsperioder og leverer tilsvarende antal kuld pattegrise, inden hun bliver sendt til slagtning, for at opretholde en effektiv produktion. Men unge søer, der ikke lever op til kravene, sendes til slagtning før, og et meget stort antal søer dør allerede i stalden, da sygdom eller skade betyder, at de aflives eller findes som selvdøde.

En so er cirka otte måneder, når hun er drægtig første gang, og her kommer hun ind i en fast cyklus i stalden: først løbestald, hvor hun insemineres, så drægtighedsstald, dernæst farestald, hvor hun føder (hos grise kaldet at fare) og giver die, og så forfra.

Hun er i brunst i cirka fire dage, som hun tilbringer i den såkaldte løbestald, hvor hun bliver insemineret med et langt tyndt rør. Hun bliver i løbestalden yderligere 28 dage. Der er forbud mod at fiksere søer i løbestalden, men det gælder kun for de stalde, der er opført efter 1. januar 2015, og først fra år 2035 omfatter forbuddet alle stalde. I de ældre stalde er hun typisk fastspændt, inden man ved en prøve kan afgøre, om hun er drægtig. Hun fastspændes i denne del af cyklussen, fordi man i ældre undersøgelser fandt, at søerne ikke så let blev drægtige, når de var løse blandt andre søer. Men nyere undersøgelser har vist, at det ikke er tilfældet, og derfor er det nu forbudt at fastspænde i alle stalde bygget efter 2015.

Hvis prøven viser, at hun er drægtig, bliver hun flyttet til drægtighedsstalden, hvor hun går frit i cirka 85 dage sammen med andre søer. Det er forbudt at spænde soen fast i denne del af cyklussen.

Nogle dage inden hun skal fare, bliver hun flyttet til det, der kaldes for farestalden. Her føder hun og giver die til sine unger, mens hun er fastspændt i omkring 28 dage. Når hun skal føde, bliver hun fastlåst i farestalden med den begrundelse, at det er med til at sikre, hun ikke lægger sig oven på sine unger.

- Det kan godt lade sig gøre at indrette produktionen, så grisene overlever. Men som den er indrettet nu, er soen en fødemaskine, der skal føde så ofte som muligt og så mange grise som muligt. Det handler kun om flest mulige grise for færrest mulige penge, siger Birgitte Iversen Damm.

Efter tre til fire uger tages pattegrisene fra deres mor, og cyklussen gentager sig. En so i en dansk svineproduktion er i gennemsnit gravid 2,2 gange om året.

Kan ikke passe alle sine unger

En typisk dansk so har 14-15 patter, men er avlet til at få så mange griseunger som muligt og får i gennemsnit 20 grise per kuld, hvis de dødfødte regnes med. Samtidig er der mange søer, der får 25 eller nogle endda helt op til 30 grise i et kuld. En del pattegrise fødes underudviklede, og mange af de nyfødte pattegrise bukker under i konkurrencen om mad og varme ved soens yver, der ganske enkelt ikke har plads til dem alle. Soen er med andre ord chanceløs i forhold til at passe alle sine unger selv, og landbruget bruger derfor i stor stil de såkaldte ammesøer.

Ammesøerne er søer, der har fået frataget sine egne unger tidligt fra og skal amme de overskydende pattegrise fra andre søers alt for store kuld. Alt i alt betyder det, at ammesøerne ofte er fastlåst mellem tremmerne i flere uger end andre søer.