Vietnam forbyder al import af levende og døde vilde dyr. Forbuddet dækker dog ikke traditionel medicin og er derfor ikke vidtrækkende nok, mener biolog i Dyrenes Beskyttelse.
I kølvandet på coronavirus forbyder Vietnam nu al import af vilde dyr. Det skriver The Guardian.
Forbuddet dækker både levende og døde dyr, og derudover også organer, æg og andre dele af dyrene som fx knogler og tænder. En del af handlen med vilde dyr foregår på markeder, mens andet er rykket online på fx Facebook. Udover forbuddet vil der i Vietnam også blive slået hårdere ned på de kriminelle, der jager vilde dyr, slår dem ihjel eller reklamerer for dem ulovligt.
”Det er et skridt i den rigtige retning, at Vietnam nu forbyder illegal og legal import af vilde dyr, både levende og døde. Men forslaget dækker ikke fx traditionel medicin, som står for en stor del af handlen. Der er derfor brug for endnu strengere forbud, så vi kan få stoppet handlen med vilde dyr”, siger biolog i Dyrenes Beskyttelse Anne Sofie Meilvang.
I Vietnam bliver blandt andet skæl fra skældyr, horn fra næsehorn og tigerknogler brugt i traditionel medicin, og vilde dyr er også en handelsvare som eksotiske kæledyr. Men hverken traditionel medicin eller eksotiske kæledyr er omfattet af forbuddet. Det skal ændres, mener biolog i Dyrenes Beskyttelse:
”Vietnam er et af Asiens største markeder for handel med vilde dyr. Vi har i den seneste tid set flere forbud mod handel med vilde dyr, blandt andet fra Wuhan i Kina, og det er på høje tid. Vilde dyr hører ikke hjemme på et marked, en tallerken eller i en sofa. De hører hjemme i naturen, hvor de skal have plads, ro og mulighed for at udleve deres naturlige adfærd”, siger Anne Sofie Meilvang.
Foto: Jo-Ann Mc Arthur/We Animals
Hjælp dyrene: skriv under
En stor del af den handel med vilde dyr, der foregår i dag, er et internationalt problem. Eksotiske og ofte truede dyrearter jages, indsamles, avles, sælges og aflives verden over under kummerlige kår. Vi kæmper bl.a. for bedre beskyttelse af vilde og truede dyrearter, stop for illegal handel med dyr, samt lukning af markeder, hvor der handles med vilde dyr. Bliv en del af kampen i dag.
Skriv under i kampen mod handel med vilde dyr