Dyrenes Beskyttelse er der for alle dyr, for god dyrevelfærd kender ingen grænser.
Da Dyrenes Beskyttelse blev stiftet for 145 år siden, lå der hverken avokado, bananer eller appelsiner i de danske køkkener. Skuespil, bøger og musik fra eksotiske destinationer som Orienten, Fjernøsten og Amerika var sværttilgængelige. Og det var de få forundt at snorkle i Ægypten, se elefanter i Thailand eller opleve bjerggorillaer i Congo.
I dag derimod lever vi i en globaliseret verden, hvor varer, mennesker og dyr bevæger sig frit på tværs af regioner, lande og kontinenter. Vi ser nyheder om tilstandene i USA, om de australske dyr og om optøjer i verdens brændpunkter. At konsumere fødevarer og kultur fra hele verden er blevet en hverdagsbegivenhed for de fleste.
Dette gælder desværre også for handel med vilde dyr, der foregår på tværs af landegrænser og kontinenter. Illegal handel med vilde dyr er, næstefter narkotika, våben og mennesker, den fjerdestørste kriminelle aktivitet. Dyr bliver jaget og indfanget, pint og plaget for at blive solgt som indhold i traditionel asiatisk medicin, delikatesser eller eksotiske kæledyr. Vi kan ikke lukke øjnene for, hvordan man behandler dyr i andre lande.
Derfor samarbejder vi i Dyrenes Beskyttelse med udenlandske organisationer i kampen for alle dyr. I 2016-20 havde jeg æren at være præsident i vores europæiske samarbejde Eurogroup for Animals, hvor vi arbejder på at sætte dyrevelfærd på dagsordenen i EU.
Men også uden for EU halter dyrevelfærden, og vi er derfor blevet medlem af inderkredsen i netværket Asia for Animals Coalition. Dyrevelfærd er nemlig et international anliggende, som vi må påtage os for at sikre, at ingen dyr lider eller bliver mishandlet, og at de kan udleve deres naturlige adfærd.