Siden december har tusindvis af unge tyre været fanget på to dyretransportskibe i Middelhavet. De to skibe sejlede fra Spanien lastet med unge tyre og med kurs mod Libyen, men blev afvist, da der var mistanke om udbrud af den smitsomme sygdom bluetongue blandt dyrene.
Ungtyre skal sandsynligvis slås ned
Siden december har mere end 2.000 unge tyre været fanget på to transportskibe i Middelhavet. Tyrene sejlede fra Spanien, men blev afvist ved deres bestemmelsessted i Libyen, da der var mistanke om sygdom ombord hos ungtyrene. Siden da har tyrene været gidsler i et tovtrækkeri om, hvor transportskibene kunne lægge til.
Det ser pt. ud til, at skibene er tilbage ved udgangspunktet i Spanien, og at skibet Karim Allah har lagt til i havnen i Certagena i Spanien, mens det andet skib Elbeik også lader til at være på vej tilbage til Spanien, skriver The Guardian.
Udviklingen i sagen peger nu på, at ungtyrene på Karim Allah skal slås ned. Der er omkring 800 ungtyre ombord på skibet, og spanske dyrlæger har i en rapport anbefalet, at dyrene slås ned.
Det må ikke ske
"Det er en ulykkelig situation, hvor uskyldige dyr bliver fanget og dyrevelfærden tilsidesættes. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan tyrene har det efter mere end to måneders ophold på et fragtskib. Det må ikke ske, og viser, at vi desværre stadig har store udfordringer med de lange transporter af dyr over landegrænser. Det er også derfor vi anbefaler, at alle dyretransporter er på maksimalt otte timer," siger dyrlæge i Dyrenes Beskyttelse, Ditte Erichsen.
Foto: Skibet Elbeik i 2020, Animal Welfare Foundation