Hvert år sidder mange hjorte fast i hegn og dør. En undersøgelse skal nu bane vej for en løsning på området
Af: Freya Kamille Nielsen (Danmarks Naturfredningsforening) og Katherina Mollerup Petersen (Dyrenes Beskyttelse)
Rundt om i den danske natur finder skovejere, forvaltere og skytter flere og flere hjorte, der er blevet viklet ind i udtjente hegn og døde af det. Hjorte, der bliver fundet levende, er oftest så stressede af oplevelsen, at de må aflives.
”Det er et vigtigt emne at tage stilling til, fordi hjortene som regel dør, hvis de sidder fast i hegnet. Hvis hjortene ikke dør af sult, må de ofte aflives på grund af stress,” siger Michael Carlsen, biolog hos Dyrenes Beskyttelse.
Undersøgelsen skal åbne for løsning
Dyrenes Beskyttelse har sammen med Dansk Skovforening og Danmarks Naturfredningsforening lavet en undersøgelse af sammenhængen mellem udtjente hegn og døde hjorte i naturen.
I løbet af foråret skal et møde med Vildtforeningsrådet åbne op for at finde en løsning på området.
”Vi deler ønsket om at reducere problemet gennem operationelle anbefalinger. Vi ser ikke behov for egentlig lovgivning på området, da alle jo i forvejen er indstillet på at forebygge risikoen bedst muligt,” siger Tanja Blindbæk Olsen fra Dansk Skovforening.
Flest dådyr fanges
Selvom bestandene af dådyr og krondyr er lige store, så viser undersøgelsen, at det primært er dåhjorte, som sidder fast i udtjente hegn.
”At det lige er dådyr, der hyppigst kommer galt af sted med hegn, reb og lignende, har nok flere årsager. En af dem er, at dåhjorte, der møder forhindringer springer mere vandret. En anden årsag kan være, at dåhjortens skufler (gevirtakker, red.) har en anden form og derfor hænger bedre fast i udtjente hegn,” forklarer Michael Carlsen.
Undersøgelsen viser også, at hjortene primært vikles ind i nethegn og de såkaldte kulturhegn.