Den enorme havørn er lidt af et syn. Foto: Jimmy Friis og Per Hallum

Trommende spætter og egern på spring: Kig på dyrene i vinterferien

Vinterferien betyder fridage for nogle og med foråret på vej, så er der god mulighed for at gå ud og opleve dyrene.

Skrevet af:
Andreas Roesen

Det er nemlig både muligt at se og høre store rovfugle, dyr, der trommer og ugler, der tuder, når vi er på vej ind i foråret.

Spot havørnen ved søer og fjorde


Foto: Jimmy Friis og Per Hallum

Havørnen, Danmarks største rovfugl, er lettere at få øje på om vinteren, hvor den ofte opsøger isfri vandområder for at jage. Tag kikkerten med til fjorde eller større søer som Arresø eller Filsø og oplev denne majestætiske fugl svæve over landskabet.

Oplev rådyr i skovbrynet

Rådyr er lettere at spotte i vinterhalvåret, hvor træerne har smidt bladene, og hvor de samles i flokke. Det gør de sandsynligvis for at være flere øjne og ører samlet, der kan spotte eventuelle farer og fordi parringssæsonen ikke er begyndt, og konkurrencen mellem hannerne ikke er i gang. 

De færdes ofte i skovbryn tidligt om morgenen eller ved solnedgang. En stille vandretur i skoven kan give dig en flot naturoplevelse.

Den Store Flagspætte trommer på træet

I januar begynder både hanner og hunner af Stor Flagspætte at tromme på træ. Det gør de for at markere deres territorium, men også for at holde kontakt med hinanden i skoven. Tag derfor ud i skoven og lyt efter flagspættens trommesolo. 

Ræven er mindre sky og mere duftende

Også ræven går ind i parringssæsonen i januar, og det betyder ændret adfærdsmønster for både hanner og hunner. For begges vedkommende gør det sig gældende, at de bliver mere optagede af hinanden og derfor mindre sky hvorfor chancen for at spotte en ræv bliver større for os. Det nytter nemlig ikke at være forsigtig, hvis man skal have fat i en mage. Derudover begynder hunnerne at dufte kraftigt, fordi de skal tiltrække hannerne, og det kan være så kraftigt, at selv menneskenæser kan opfange det. 

Lyt efter ugler i natten

Natuglen, vores talrigeste ugle, tuder hele året, men kolde, stille vinternætter er gode, når man skal ud at lytte efter dem. Prøv en aftentur i en skov eller et naturområde, hvor du kan lytte efter ugleparret, der kommunikerer med hannens karakteristiske tuden og hunnens ”ki-wik”-skrig.

Se egern samle forråd

Egern er aktive året rundt. Tag en tur i en park eller skov med høje træer, hvor du kan observere deres akrobatiske spring fra gren til gren.

Find dyrespor i sneen

Hvis der er sne eller mudder, er det en perfekt mulighed for at lære om dyrelivet ved at kigge efter spor. Ræve, harer og hjorte efterlader tydelige fodspor, som du kan følge og tolke. Tag børnene med og gør det til en spændende skattejagt i naturen.