En kvinde gjorde sig i maj måned et foruroligende fund, da der på trappestenen foran hendes hjem lå en rygsæk med syv små kattekillinger i. Heldigvis kom Dyrenes Beskyttelse de små killinger til undsætning.
Det var en eftermiddag i maj måned, da en kvinde gik ud ad hoveddøren til sit hjem i Aalborg og opdagede en sort rygsæk på dørtrinnet. Da ingen ejermand var at finde i nærheden, åbnede hun den nysgerrigt og til sin store forargelse lå der syv killinger i bunden af tasken.
Borgeren ringede derfor til Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral, der kort tid efter opkaldet sendte en lokal kredsformand ud til adressen. Killingerne blev nænsomt placeret i en transportkasse og derefter kørt til Nordjyllands Dyreinternat i Hjallerup.
To sager kædes sammen
Den efterfølgende formiddag modtog vagtcentralen endnu et opkald fra en bekymret borger. Vedkommende havde bemærket, at naboens kat, Thea, som kort tid forinden havde fået et kuld killinger, løb desperat rundt i nærområdet og kaldte og miavede. Naboen havde fortalt, at killingerne var blevet givet væk, men denne forklaring fandt borgeren lidt mystisk, særligt fordi killingerne var så små. Vedkommende ringede derfor for at melde det.
Kuldet, der var blevet efterladt i rygsækken, blev hurtigt kædet sammen med beskrivelsen af Thea, der havde opholdt sig i nærheden af, hvor killingerne blev fundet. En kredsformand tog derfor ud for at hente den stressede kattemor og forhåbentlig genforene hende med sit afkom.
Glædeligt gensyn
Genforeningen skete lørdag formiddag på dyreinternatet, og gensynsglæden var stor.
Det var tydeligt at se, at de kendte hinanden, fortæller Emilie Walther, der er medarbejder på internatet i Nordjylland.
Emilie fortæller, at hun er forarget over, at man kan få sig selv til at overlade så små killinger til sig selv.
Det er uacceptabelt at efterlade sine dyr uanset, hvad omstændighederne måtte være. Har man ikke mulighed for at tage sig af flere killinger, bør man neutralisere sin kat eller kontakte sit nærmeste internat. Dumping er aldrig en løsning, afslutter hun.
Af samme årsag er kattefamiliens ejer blevet anmeldt til politiet.
Nye begyndelser i trygge rammer
Thea er nu genforenet med sine syv små killinger, der viste sig kun at være en uge gamle. Kuldet havde derfor ikke engang øjne, da de blev efterladt ved et dørtrin. Familien er nu blevet sendt i pleje, hvor de skal være det næste stykke tid, indtil killingerne har vokset sig større og er klar til adoption.
Josefine Nielsen, der er plejemor for kattefamilien, fortæller, at Thea var god til at tage sig af killingerne fra start, og at hun hurtigt accepterede de nye omgivelser. Ifølge Josefine var det dog også tydeligt at mærke, at episoden havde gjort indtryk på kattemoren:
– Thea halsede meget det første stykke tid og var meget stresset. Hun følte tydeligt ejerskab over killingerne og var meget beskyttende overfor dem. Det er hun stadig, men familien er faldet godt til nu, og de gør små fremskridt hver dag.