Syg kat
En bekymret henvendelse til Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812 førte til en politianmeldelse, da flere katte gik syge og ubehandlede rundt ved en kvindes ejendom. Foto: Dyrenes Beskyttelse.

Syge katte førte til politianmeldelse

En bekymret henvendelse til Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812 førte til en politianmeldelse, da flere katte gik syge og ubehandlede rundt ved en kvindes ejendom. Kattene er efterfølgende blevet tilset af dyrevelfærdsenheden i Nordjylland.

Skrevet af:
Fie Bau Madsen

Efter en henvendelse til Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812, fra en bekymret borger, kørte frivillige kredsformænd, Mette og Victoria, ud for at tjekke op på flere katte, som var blevet set vandre rundt omkring en ejendom. Kattene var tynde, havde betændte øjne og beskidt og filtret pels.

På ejendommen blev de to kredsformænd ganske rigtigt mødt af flere syge katte. Desværre var det ikke muligt at komme i kontakt med ejeren. Der blev lagt en seddel i postkassen, og de måtte køre derfra igen uden at have talt med nogen.

Nogle timer senere blev kredsformand Mette ringet op af katteejerens søn, som lovede, at han ville tage sig af de syge katte. Desværre viste det sig ikke at være tilfældet, og nogle uger efter blev Dyrenes Beskyttelse igen kontaktet, da de syge katte var blevet set ved ejendommen. 

- På baggrund af, at kattene ikke blev behandlet og taget hånd om, som vi aftalte med ejerens søn, har vi anmodet dyrevelfærdsenheden om at tage ud og tjekke op på kattene. Det er på baggrund af dette besøg, samt vores besøg, at vi politianmelder kattenes ejer. Der er ingen, der skal gå rundt med ubehandlet øjenbetændelse og ikke få mad nok, siger dyrlæge Inger Lund Overgaard. 

I sagen er flere paragraffer i dyrevelfærdsloven overtrådt. Sagen er ikke afsluttet. 

I juli 2019 blev der på landsplan oprettet tre nye dyrevelfærdsenheder, der skulle bekæmpe organiseret kriminalitet vedrørende dyr – heriblandt ulovlig import og handel med hunde. Ud over de specialiserede dyrevelfærdsenheder er der ved alle politikredse en lokal dyreværnafdeling. Disse lokale afdelinger tager sig af ”almindelige” vanrøgtsager og mishandling i politikredsen.

De specialiserede dyrevelfærdsenheder er placeret i de tre kredse, der i forvejen har tungvognscentre (Midt- og Vestsjællands Politi, Sydøstjyllands Politi samt Nordjyllands Politi). Det skulle give enhederne mulighed for et effektivt samarbejde omkring sager om dyretransport og give synergi i det samlede dyrevelfærdsarbejde.

De tre kredse, som huser de specialiserede dyrevelfærdsenheder, bestemmer selv hvordan de vil fordele deres folk. I Nordjylland har man samlet dyrevelfærdsenheden og dyreværnsafdelingen under én politikommissær, mens man I de to andre kredse har en tydeligere opdeling imellem dyrevelfærdsenheden og det lokale dyreværnsarbejde.

Kilde her. 

Dyrevelfærden i Danmark er truet. Regeringen vil spare på dyrepolitiet. Det kan få uoverskuelige konsekvenser for dyrene. Med besparelserne bliver det sværere at stille dyremishandlere til ansvar, hvilket betyder, at flere dyr risikerer at leve et liv i lidelse. 

Skriv under på kravet om at bevare og styrke dyrepolitiet - for dyrenes skyld.