60 hunde blev i 2023 overdraget til Dyrenes Beskyttelse, fordi pasningen af dem var vokset deres ejer over hovedet. Så mange hunde lægger et stort pres på dyreinternaterne og kræver, at alt personalet på dyreinternater står sammen og hjælper til.
60 små hunde af forskellige racer havde igennem længere tid ikke haft det godt i deres hjem. De mange hunde var blevet for stor en mundfuld for ejeren, så hun ikke længere kunne at passe dem optimalt.
Efter flere henvendelser til Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812 fra bekymrede borgere og kredsformænds adskillige besøg hos kvinden blev det aftalt, at hundene skulle overdrages til Dyrenes Beskyttelse.
Svær sag
– Det var en rigtig svær sag, for 60 hunde er bare rigtig mange at tage imod, og vi havde ingen idé om, hvilken tilstand hundene var i, eller om de overhovedet kunne få nye hjem. Det er altid en potentielt svær situation for det personale, der tager imod dyrene. Der er bare rigtig mange situationer, hvor vi ikke aner hvad vi går ind til, siger Karina Fisker, internatchef i Dyrenes Beskyttelse.
Sagen er blot en i rækken af et stigende antal sociale sager, som Dyrenes Beskyttelse håndterer. I 2023 rykkede Dyrenes Beskyttelses beredskab af frivillige dyrereddere ud til 2.611 dyr i 1.002 sociale sager – 48 procent flere end i 2020.
Mange syge hunde
Hundene blev fordelt på Fyns Internat, der fik 44, og Nordjyllands Internat, der fik 16 hunde. Allerede da hundene blev hentet hos den tidligere ejer, var det tydeligt at der var skavanker blandt dem, men det skulle vise sig at være værre end først antaget.
– Da vi fik hundene undersøgt en efter en, kunne vi desværre konkludere, at mange af hundenes tilstand var så kritisk, at vi ikke kunne give dem et værdigt liv. Det er den værste situation at stå i for personalet på dyreinternaterne, og det var nogle rigtig hårde dage, sige Karina Fisker.
27 af hundene blev aflivet af forskellige årsager. Det var grundet alt fra hjertefejl og deforme ben, til så voldsomme tandproblemer, at det gik ud over hundenes livskvalitet.
– Det lægger et stort pres på personalet, der jo for alt i verden ønsker at hjælpe dyrene og give dem nye, kærlige hjem. Det er derfor også altafgørende, at alt personalet møder ind og hjælper til i de situationer, hvor vores kapacitet bliver presset. På den måde kan alle tage fra og aflaste hinanden, siger Karina Fisker.
Jo før, jo bedre
De resterende 33 hunde har i dag fået nye hjem. Inden de nåede så langt, skulle en del af dem have tandrens, fjernet tænder og trænes, så de igen fik tillid til mennesker. Også her træder alle kræfter på dyreinternaterne til.
I sager som denne er det ikke usædvanligt, at en del af de involverede hunde må aflives. Dyrenes Beskyttelse understreger derfor, at jo hurtigere der er mulighed for at få overdraget hunde, der er kommet i klemme i deres ejers liv, jo større er sandsynligheden for, at de kan hjælpes.
– Vores ønske er altid at kunne hjælpe så hurtigt som muligt, og jo hurtigere der bliver ringet til vagtcentralen på 1812, jo bedre. Men trods omstændighederne i denne sag er vi glade for, at vi kunne skaffe så mange hunde de gode og kærlige hjem, som de fortjener. Det kan kun lade sig gøre, fordi vores frivillige og internater står klar til at tage en ekstra tørn, når mange dyr pludseligt har brug for hjælp, siger Karina Fisker.
Hilsen fra en heldig hund
Erla var meget frygtsom, da hun flyttede ind hos Gitte og hendes mand. Der gik seks måneder, før han fik lov at røre det nye familiemedlem, og når Gitte skulle i bad, måtte hun have Erla med på badeværelset. Heldigvis var familiens anden hund, Ronja, en stor støtte for Erla, som også fra starten knyttede sig til parrets børnebørn.
Gitte fortæller, at hun aldrig før har haft så speciel en hund med så meget nærvær og øjenkontakt.