Kaniner er kendte for at kunne formere sig lynhurtigt, og hvis de ikke er neutraliserede, bliver de konstant påvirket af deres hormoner. En kanin, der bliver påvirket af hormoner, kan udvise aggressiv adfærd som markering af dens territorie med urin og afføring. Af den grund anbefaler Dyrenes Beskyttelse, at alle kaniner skal neutraliseres.
Kaniner bliver kønsmodne i 3-4 måneders alderen. Ægløsning hos kaninen sker under parring, der er derfor høj sandsynlighed for drægtighed, så snart kaniner er kønsmodne, hvis ikke de er adskilt eller neutraliserede. Kaniner kan få store kuld mange gange årligt. Bestemte kaninracer kan få helt op til 12 unger i et kuld, hvilket også bidrager til, at man kan få mange kaniner meget hurtigt. Endelig har kaniner i naturen en social organisering, der gør mager lettilgængelige.
Fordele ved neutralisering
- Ingen unger
- Mindre konflikt mellem kaniner
- Mindre aggressiv adfærd
- Urin og afføring lugter mindre
- Hunkanin vil have mindre risiko for kræft i livmoder og æggestok
- Nemmere at træne til at besørge i toiletbakke
Neutralisering hæmmer aggressiv adfærd
Der kan ske en pludselig ændring i en kanins adfærd, når den bliver kønsmoden i 4 måneders alderen. Adfærdsændringen sker på grund af hormoner, men kan undgås ved neutralisering. Hunner kan steriliseres, når de er ca. 4 måneder gamle, og hanner kan kastreres, når de er 3-5 måneder gamle. Det er vigtigt at finde en læge med erfaring i neutralisering af kaniner, da det kan være svært at lægge en kanin i narkose.
Ud over at neutralisering kan hjælpe mod den aggressiv adfærd, som kaniner kan have efter de er blevet kønsmodne, kan neutralisering også give mindre risiko for kræft i hunnens livmoder og æggestok, som fjernes ved sterilisering.
Kaniner skal altid holdes minimum 2 sammen, og der er større sandsynlighed for at sammenføringen bliver vellykket, når kaninerne er neutraliserede. Man vil nemlig som oftest have færre konflikter mellem neutraliserede kaniner sammenlignet med ikke-neutraliserede kaniner. Chancen for succesfuld sammenføring er størst, når man sammenfører en han- og hun-kanin.
Besøg Kaninklinikkens hjemmeside for mere information om kaniner og kaninpleje her.