Salma ønskede sige brændende kaniner og da hun havde læst om dem længe og de stadigvæk var hendes største ønske, flyttede først Nimbus og siden Bambus ind i familiens have i Ishøj. Salma elsker sine kaniner og det er primært hende, der tager sig af dem. Men det overordnede ansvar er stadigvæk hendes forældres.
I et ombygget hønsehus bor Nimbus og Bambus. Nimbus kommer fra en avler og flyttede ind i foråret 2021 og i efteråret 2021 flyttede så Bambus ind. Bambus kommer fra Roskilde Internat.
”Jeg havde jo lært at kaniner ikke skal holdes alene og derfor var det vigtigt for mig at finde en ven til Nimbus”, siger Salma.
Ham fandt familien i efteråret 2021 og sammenføringsprocessen gik over al forventning. En uge tog det, og i dag er der ingen tvivl om, at de to kaniner er hinandens bedste venner. Men de er også meget glade for Salmas selskab.
”Når jeg kommer hjem fra skole, går jeg direkte ud til kaninerne og hygger med dem. Kaninerne giver mig et sted at slappe af i hverdagen og de er underholdende at være sammen med. Ofte sidder jeg bare sammen med dem og så opsøger de mig, når de har lyst til nus og en godbid, ” siger Salma
Kaninernes base er indrettet efter alle kunstens regler. De har et åbent bur fyldt med god kvalitets hø og et latrin, de har et hus som er ekstra godt isoleret til kolde dage, og så har de mulighed for at kravle op i højden. Desuden har Salma sørget for diverse aktivering til kaninerne f.eks. en gravekasse og legetøj. Salma har desuden store planer, som vil gøre det endnu sjovere at være kanin i familien.
”Min far og jeg skal bygge et nyt udendørsanlæg til kaninerne til sommer og modellen har jeg allerede lavet. For selv om kaninerne har god plads i deres nuværende anlæg, så ønsker jeg at de skal have endnu mere at lave. Kaninerne elsker at have god plads og spændende aktiviteter”, siger Salma, som aldrig har været i tvivl om, at kaniner ikke hører til i et bur.
”Hos mig kan jeg gå ind og være sammen med kaninerne på deres præmisser. De kan gå væk, hvis de vil have fred og jeg kan sidde med dem, så jeg ikke behøver at løfte dem ud af et bur. Det trives kaninerne rigtig godt med,” Slutter Salma
Hos Salma er det primært hende, der tager sig af den daglige pasning og pleje af kaninerne, men kaninerne er ikke hendes ansvar alene.
”Som familie er vi meget bevidste om, at vi ikke kan lade Salma tage det fulde ansvar for vores kaniner. Det er os som forældre, der har ansvaret for, at kaninerne aldrig lider overlast eller bliver overladt til sig selv”, slutter Salmas mor Drifa interviewet af.