Vi satte efter en grisetransport fra Padborg. Destinationen var uvis, men nummerpladen på den fem etager høje transport pegede sydpå. Over et døgn senere stod vi ved porten til en trøstesløs flad industribygning uden for den norditalienske by Verona, hvor lastbilen drejede ind – og vi vidste, hvad grisene havde været igennem. Hele vejen.
Da vi for mange timer siden holdt bomstille på den sydtyske motorvej i en kilometerlang lastbilkø i stegende sol, blev taget ikke løftet. Det var klemt ned over grisene øverst oppe som et grydelåg.
Solen bager. Klokken nærmer sig otte om morgenen. Det er allerede varmt i Verona, Italien. Der lyder hyl. Korte skingre skrig fra grise blander sig med den hårde lyd af klove mod metal. I alt 660 grise bliver læsset af en enorm lastbil. Hvis de ellers alle går levende fra borde. Ude fra vejen, hvor vi står, er det svært at se, om nogen bliver båret eller slæbt ud fra grisetransporten. En bil er blevet parkeret, så den dækker for udsynet til rampen.
Grisetransporten er et femetagers metalhøjhus på hjul. Grisene bliver læsset af ved hjælp af en elevator, én etage ad gangen. De starter fra toppen, hvor hele metaltaget kan løftes, når der skal mennesker derop for at drive grisene af.
Da vi for mange timer siden holdt bomstille på den sydtyske motorvej i en kilometerlang lastbilkø i stegende sol, blev taget ikke løftet. Det var klemt ned over grisene øverst oppe som et grydelåg.
Den sidste gris bliver gennet af klokken 8.12. Det er i hvert fald tidspunktet på den sidste af fotografens optagelser, hvor man stadig kan se, at der stikker en tryne ud mellem tremmerne allernederst på vognen. I det lag, som hænger nede mellem hjulene på lastbilen. Øverste lag kan dårligt nok passere under broerne på motorvejen.
Afsted
Vi ved det, fordi vi har set vognen, mest bagfra, i over et døgn, heraf 22 timer og 34 minutter på vejene. Det første glimt af vognen får vi imidlertid, da grisene er ved at blive læsset på i Padborg tæt ved den tyske grænse tidligt tirsdag morgen, den 26. september 2023. På et såkaldt samlested, som er nogle flade staldbygninger ved en landbrugsejendom. Der er bare lidt flere ramper ud fra bygningerne end normalt. Det er her, at grise fra hele Danmark bliver kørt til som første stop på vejen ud i Europa. Typisk bliver grisene afhentet herfra af lastbiler med udenlandske nummerplader fra eksempelvis Polen, Kroatien eller Italien. Lastbilerne kører i fast rutefart, uge efter uge. Der kan gå mellem 10.000 og 15.000 grise igennem et samlested i døgnet, og det her er bare ét af fire samlesteder for grise i Padborg.
Vi er afsted fra Dyrenes Beskyttelse sammen med europaparlamentariker Niels Fuglsang (S) med det ene formål at følge efter en af de lange transporter, som kører millioner af levende danske grise ned gennem Europa. Vi vil dokumentere, hvordan grisene har det på turen fra start til slut.
Vi ved på forhånd, hvilke nummerplader og landekoder vi skal se efter, da vi venter på samkørselspladsen mellem samlestedet og motorvejstilkørslen til E45 lige ved grænsen til Tyskland. Det er nemlig typisk de samme lastbiler, der kører de lange ture sydpå. Vi har været her før daggry og har set flere transporter passere uden de rigtige nummerplader. Så er det, at vi sender en bil ned for at spejde ved selve samlestedet, og meldingen lyder: Vognen holder her. Ved en af ramperne, hvor de første grise er læsset om bord. Det er transporten med de 660 grise, som vi ender med at følge efter.
Padborg, den 26. september klokken 6.44
- Danmark er det land i Europa, der transporterer flest grise levende over landegrænser.
- I 2022 eksporterede danske landmænd cirka 14,1 million grise levende ud af landet, heraf 11,2 millioner på lange transporter over otte timer.
- Langt de fleste er smågrise på cirka tre måneder.
- Også i sommermånederne kører transporterne hele vejen til Sydeuropa.
- I løbet af 2023 har danske landmænd eksporteret flere grise levende, end de slagtede i Danmark.
Bagom turen:
- Dyrenes Beskyttelse fulgte sammen med medlem af EU-Parlamentet Niels Fuglsang (S) efter en transport med danske smågrise fra Padborg tæt ved den tyske grænse til Verona i Norditalien.
- Formålet var at bevidne og dokumentere turen for grisene hele vejen fra start til slut. Dyrenes Beskyttelse stod for den forudgående research og for at medbringe en fotograf, som dokumenterede hele turens varighed og forholdene undervejs.
- Med på turen fra Dyrenes Beskyttelse var Bjarke Johan Kirkemann, international politisk rådgiver, og Johanne Gabel, journalist og redaktør af Dyrenes Beskyttelses medlemsmagasin.
Ikke én eneste gang på den lange tur kigger chaufførerne ind til de dyr, som de har med på transporten. Grisene får ikke mad, og der bliver ikke fyldt vand på vognen undervejs.
Historien om de 660 små grise
Antallet af grise på vognen kender vi ikke på det tidspunkt. Det får vi efterfølgende fra de oplysninger, som de danske myndigheder skal have om transporten. Grisene er ankommet til Padborg fra Odder dagen før, om mandagen. På transportens lovpligtige transportdokumenter er grisene deklareret som smågrise på 25 kilo. Det ved vi fra en efterfølgende aktindsigt i dokumenterne. Den samlede lastevægt divideret med antallet på 660 giver imidlertid en vægt på 32 kilo. Det er ikke ligegyldigt, eftersom der er stigende pladskrav med stigende vægt. Men det bliver ikke kontrolleret af myndighederne i praksis.
Grisene bliver læsset på transporten omkring klokken kvart i otte. Første gris på vognen kan vi dokumentere på video klokken 7.43, hvor et griseøre stikker ud. Derefter venter vi længe på parkeringspladsen ved motorvejstilkørslen.
Endelig. Klokken 9.07 drejer den fuldt lastede transport ud på landevejen, og vi følger efter. Nummerpladen er polsk. Vores research fortæller os, at bilen plejer at køre til Italien, men det er uvist, hvor lastbilen vil føre os hen. Én ting ved vi. Hvis den forsvinder fra os, ved vi ikke, hvor grisene ender, og så kan vi ikke dokumentere turen. Derfor slipper vi dem ikke af syne de næste mange timer og næsten 1.500 kilometer, indtil lastbilen via mindre og mindre veje drejer ind ad en jernport lige syd for Verona. På porten er et farvestrålende skilt, hvor Disney’s tre små grise går glade af sted over teksten ’Centro di raccolta’: samlecenter. Det forudgående døgn har fortalt os historien om, hvad virkelighedens 660 små grise har gennemlevet.
Helmstedt, den 26. september klokken 13.51
Varme, kvalme, sult, tørst, stank, stress, skrig og skrammer
Turen har været hård for menneskene i de først tre, siden to personbiler, der halser efter lastbilen hele vejen. Men kvalmen, hovedpinen og kroppen, der gør ondt, skyldes ikke kun varmen, manglen på mad, vand og søvn eller stress over at følge med og ultrakorte pauser, hvoraf den længste er fem minutter, på en tankstation, en rasteplads fyldt med lastbiler eller et nødspor. Det skyldes synet og lyden af grisene og lugten, der med timerne bliver til stank, kombineret med bevidstheden om, at de er spærret inde foran os.
Helmstedt, den 26. september klokken 13.51
Det er kun os, der kigger ind gennem tremmerne i nederste lag på turens korte pauser. Vi kan ikke nå op at se grisene højere oppe. Ikke én eneste gang på den lange tur kigger chaufførerne ind til de dyr, som de har med på transporten. Grisene får ikke mad, og der bliver ikke fyldt vand på vognen undervejs. Lastbilens bagsmæk udgør også rampen til af- og pålæsning, og den er eneste adgang til grisene. Det kan altså ikke lade sig gøre at komme ind til grisene undervejs, endsige at få grise ud, hvis de får brug for hjælp.
Der er et skilt med ’80’ kilometer i timen på bagsmækken, men vores speedometer viser 95 på det meste af turen. Transporten kører hurtigt, overhaler de andre lastbiler og klemmer sig ind mellem dem. Ikke så underligt. De har travlt, hvis de skal nå frem inden for de 24 timer, som en transport ifølge reglerne i EU's transportforordning højst må vare, inden dyrene skal læsses af og have hvil i en stald i mindst 24 timer, før de må køres videre.
Vi passerer hurtigt Hamborg. Klokken 12.53, efter cirka fire timers kørsel fra Padborg, noterer vi en udetemperatur på 22 grader, og solen bager ind gennem forruden i den ene af vores biler, hvis aircondition ikke rigtig virker.
Vi er omkring Hannover, da lastbilen kører ind på en rasteplads. Vi springer ud af bilerne og løber over for at se ind til grisene. De puster og stønner. Kroppene går som hurtige blæsebælge. Som forventet kan vi konstatere, at det er smågrise. De har skrammer og friske sår efter de slåskampe, som uvægerlig opstår, når grisene bringes sammen uden mulighed for at undvige hinanden, og de er snavsede, helt spættede af indtørret afføring, også i hovederne. De her grise har aldrig været udenfor, så det er ikke rester fra et kølende mudderbad, der sidder på dem. De ligger ned, oven i hinanden. Et tæt lag af kroppe. Pladskravet er 0,2 kvadratmeter for en gris på 25 kilo. Altså fem grise per kvadratmeter.
Så bliver vi bedt om at skride, på både polsk og engelsk, af den ene af transportens to chauffører. Lastbilen kører ud igen. Vi kører efter. Det, vi har set i bilen, er ikke til at holde ud. Men det er ikke overraskende.
Sydøst for Hannover, klokken 15.38
Timelang kø i direkte sol
Sydøst for Hannover sætter køen ind. Kilometer efter kilometer holder lastbilerne helt stille i inderbanen. Temperaturen er nu 24 grader. Klokken er 15.38. Eftermiddagssolen står direkte ind ad sideruden i bilen og direkte ned på det enorme stålbur med metaltag foran os. Det er ulidelig varmt.
– Det er meget varmt nu, siger Bjarke Johan Kirkemann, international politisk rådgiver i Dyrenes Beskyttelse, og fortsætter:
– Vi ved fra undersøgelser, at temperaturen inde i vognen blandt grisene og de mange kroppe, der afgiver varme, er adskillige grader højere end udetemperaturen, fordi der er begrænset luftcirkulation og ingen køling. Grisene i vognen er cirka samme størrelse som en labrador. Det vil sige, at de ligger lige så tæt som fem labradorer på en kvadratmeter. Det svarer vel meget godt til et bagagerum i en personbil … i direkte sol. Men vi kan ikke hjælpe grisene ud eller anmelde transporten. Den er inden for EU’s regler. Det er ubærligt.
Det er, mens vi sidder i bilerne bag vognen og venter på, at køen skal bevæge sig fremad. Gennem de nedrullede vinduer kan vi høre grisene skrige inde i vognen foran os. I denne surrealistiske situation er det lige før, at skrigene i det mindste bliver et livstegn, som vidner om, at grisene stadig har kræfter til at udtrykke deres frustration. Køen bliver ved og ved og ved. Time efter time.
Stærk stank fra renlige dyr
Mens køen trækker ud, stiger udetemperaturen til 27 grader. Det begynder at skumre, men er stadig lige lummert. Folk stiger ud af bilerne for at tisse. Det er vi også nødt til. Vi kigger ind til grisene. Fotografen tager billeder.
Jeg stikker hånden hen til en grisetryne, der søger ud af vognen. Hilser på denne ene. Jeg ser dig. Jeg mærker dig. Jeg kan lugte dig. Stanken er stærk. Uudholdelig. Den sidder på den hånd i f lere timer, inden vi får mulighed for på et hurtigt stop at vaske hænder, mens vores anden bil holder kontakten til transporten.
De færreste har oplevet grise, der går udenfor i det fri med mulighed for at indrette sig og opføre sig, som de gerne vil. Men de mennesker, der har oplevet det, vil vide, at grise er meget renlige. De adskiller altid toilet og sengeleje. De er aldrig smurt ind i lort fra top til tå, og de dufter, nærmest lidt krydret eller let aromatisk.
Den ydmygende stank fra dyrene er blandt de stærkeste indtryk på turen.
Kø på fjerde time, udetemperatur 27 grader, den 26. september klokken 18.28
Varmestress
Aftenen før vi tog af sted fra Padborg, har Ditte Erichsen, dyrlæge i Dyrenes Beskyttelse, forklaret hele turteamet om transporterne og om grisene.
- Grise er renlige dyr. De kan ikke svede. Deres eneste mulighed for at regulere kropstemperaturen er at søge køligt underlag, skygge eller søle sig i noget vådt. De lægger sig kun i egen afføring, hvis de ikke har andre udveje. Vi ved, at smågrise ikke tåler temperaturer over 30 grader, så risikerer de varmestress. Grise på cirka tre måneder drikker normalt adskillige liter vand i døgnet. Vi ved, at de typisk taber sig under transporten. De bliver ofte fastet op til turen og får ikke mad undervejs. Det er vel at mærke grise, som er avlet til at tage op til et kilo på om dagen, og som typisk kommer fra staldforhold, hvor de har haft adgang til foder hele tiden i deres opvækst, indtil de sendes afsted. Efter 12 timer uden foder føler de formentlig stærk sult. Jo længere tid de er undervejs, des værre bliver både sult, tørst og udmattelse, forklarer hun og fortæller også:
– I transportvognene er der installeret lovpligtige temperaturmålere, men de sidder typisk monteret på vognens ydervægge og måler dermed ikke temperaturen inde mellem grisene på vognen. Et studie fra Aarhus Universitet, 2022, har
registreret temperaturforskellen mellem de temperaturmålere, der sidder på vognens ydervægge og temperaturmålere opsat inde mellem grisene. De viste en temperaturforskel på op til 20 grader.
Ikke en dråbe vand at se
Endelig løsner køen op. Der er gået flere timer. Vi er stadig kun kommet et stykke sydøst for Hannover. Fotografens billeder viser, hvor opkogte grisene er i heden, hvor sløve øjnene er. På det ene billede ligger en gris klos op ad tremmerne og dermed også ad drikkeniplen, som den trykker på, men der er ikke en eneste dråbe vand eller bare fugt at se på billedet.
– Vi vil dokumentere turen. Vi vil bevidne hele turen for grisene. Der er ikke nogen, der kan sige, at vi ikke ved, hvad vi taler om, eller at det ikke er sådan her, virkeligheden er. Vi har været med hele vejen og set alt, hvad der foregår, og alt, hvad der ikke foregår. Jeg er kun blevet bekræftet i, at de nuværende regler ikke er gode nok. Det, jeg har set på turen, er ikke god dyrevelfærd, siger Niels Fuglsang, som med turen vil vise, at reglerne i EU er utidssvarende, og at der er brug for den revision af dyrevelfærdslovgivningen, som EU-Kommissionen har lovet at komme med forslag til inden udgangen af 2023. Herunder ikke mindst reglerne i EU’s transportforordning fra 2005, som er både utilstrækkelig og forældet.
På det tidspunkt står vi foran porten med de tre små glade grise på det italienske samlested, mens de 660 små grise bliver drevet af vognen. Det tager sin tid – der er mange dyr. Igen bliver grisene blandet sammen. Hylene fortsætter inde fra staldene på samlestedet.
Her er den rute, som grisetransporten kørte. Grisens lange tur sluttede i første omgang ved et samlested i Verona. Det vier sig, at der ligger mange samlesteder i norditalien. Et samlested betyder, at grisene transport ikke slutter der. Den fortsætter.
Det værste er næsten, at turen ikke slutter for grisene her. Det er et samlested. Så de skal jo sendes videre. Måske sydpå i ulidelig varme (...) Det er faktisk endnu værre, end jeg troede.
Turen slutter ikke her
– Det værste er næsten, at turen ikke slutter for grisene her. Det er et samlested. Så de skal jo sendes videre. Måske sydpå i ulidelig varme. Uden at nogen kontrollerer det. Der er ikke nogen øvre grænse for, hvor mange gange turen kan fortsætte efter et hvil …, siger Ditte Erichsen og tilføjer: … som vi ikke engang ved, hvor længe varer. Det er faktisk endnu værre, end jeg troede.
– Turen på vejene har varet 22 timer og 34 minutter. Men turen for grisene starter, fra første gris er om bord klokken 7.43, til sidste gris har forladt vognen klokken 8.12, altså mere end et døgn. Tiden i køen betragtes imidlertid som en slags force majeuresituation, så transporten holder sig lige akkurat inden for reglerne. Men hvornår er der ikke kø ned gennem Tyskland? Turen viser, at reglerne ikke sikrer dyrene mod lidelse og overlast, siger Ditte Erichsen, som har fulgt hele turen hjemme fra Danmark.
Vi, der er af sted, er udmattede. Har kørt nonstop med maksimalt fem minutters pauser, uden søvn, uden mad, mens tirsdag i Padborg blev til onsdag i Verona. Der har ikke været tid til at tilgodese almindelige behov. Vores tur stopper ved samlestedet, og vi tager et hvil, inden vi kører hjem mod Danmark igen.
På motorvejen nordpå ser vi pludselig den karakteristiske høje profil af en stor lastbil. Den lastbil. Den selvsamme dyretransport er allerede på vej tilbage. Med tom vogn, skodderne er lukket ned. Det er pendlerne Padborg-Verona på vej tilbage for at hente næste levende læs.
Niels Fuglsang og Marcos Sefcovic
Efterspil
EU-Kommissionen har forpligtet sig til at komme med forslag til en revision af lovgivningen for alle landbrugsdyr i EU inden udgangen af 2023. Men kommissionen har tøvet med at fremlægge forslaget. Derfor lægger Dyrenes Beskyttelse sammen med de andre europæiske dyrevelfærdsorganisationer i Eurogroup for Animals pres på for at få de lovede forslag, som skal omfatte fire områder: transport, slagtning, hold af dyr og en mærkningsordning.
Dokumentationen fra turen til Verona er en vigtig del af det pres. Efter offentliggørelsen af billeder, optagelser og øjenvidneberetningen fra turen efter transporten den 26.-27. september har Niels Fuglsang ved en høring i EU-Parlamentet fået håndslag fra vicekommissær i EU-Kommissionen Marcos Sefcovic på, at der vil komme en revision af EU’s transportforordning. Lovforslaget er programsat til december 2023.
Danske Svineproducenter har efter offentliggørelsen blandt andet kaldt dokumentationen for ’følelsesporno’ og ’usande påstande’ og sagt, at grisene ligger ned og sover hele vejen på de lange transporter, samt at der ikke er problemer med velfærden. Landbrug & Fødevarer har i radioprogrammet ’Tiden’ sagt, at de gerne ser en forbedring af EU’s regler for transport.