2022 slår rekorder for Dyrenes Beskyttelses arbejde med at hjælpe svigtede dyr på fode og få dem ud i nye, kærlige hjem. Særlig katte fyldte meget på internaterne
Antallet af formidlede katte fra Dyrene Beskyttelses internater kommer til at sætte rekord i år. Personalet havde allerede lige før jul fundet nye hjem til 6700 katte – 470 flere end i hele 2021. I alt fandt internaterne hjem til 8.824 dyr frem til jul mod 8.065 dyr i 2021. Det er det højeste antal formidlede dyr nogensinde.
I perioder har særligt de mange katte presset Dyrenes Beskyttelses internater kapacitet til det yderste. Først og fremmest fordi dyrene sad længere på flere af internater. I sensommeren gik foreningen da også ud med et nødråb til danskerne om at vælge internatdyr. Det viste sig at hjælpe, og ugerne efter strømmende danskerne til for at adoptere særligt katte fra internaterne. 150 katte og killinger fik de kommende dage nye hjem. Men kattene kan stadig godt komme i klemme i krisen i det nye år, lyder det fra foreningen.
- Vi er stadig bekymrede for, at folk vælger kæledyrene fra på grund af økonomien. Priserne stiger på det meste på nuværende tidspunkt og et kæledyr er bestemt ikke gratis, hverken at anskaffe eller holde. Det kan også i det nye år blive kritisk for de katte, vi har siddende, som venter på nyt hjem. Så vi håber virkelig, at folk vil tænke på deres lokale internat, hvis familien skal forøges med en kat i 2023, siger Karina Fisker, internatchef for Dyrenes Beskyttelse.
Nye internater fylder i statistikken
Ifølge internatchefen skyldes rekorden for formidlede dyr ikke, at danskerne generelt dropper deres kæledyr på grund økonomien. Forklaringen skal i højere grad findes i, at dyreværnsforeningen i september i fjor overtog driften af internatet Dansk Dyreværn Århus, som siden har udvidet kapaciteten betydeligt. På Bornholm har to nye internater på, Bornholms Internat i Østerlars og Bornholms Hundeinternat i Aakirkeby, også styrket indsatsen for øens udsatte og nødlidende dyr
I 2021 var det kaninerne der løb med rekorderne, da der blev fundet nye hjem til 722 kaniner. Frem til jul i år, har internaterne fundet hjem til 568 kaniner. Det er dog stadig det anden højeste antal nogensinde, og flere internater har også i perioder af året måtte lukke ned for alt andet en nødpladser kaniner.
- Vi har trukket ekstra meget på vores plejefamilier til killinger og kaniner i år og skylder dem og vores ansatte og frivillige en kæmpe tak for at have løbet ekstra hurtigt for dyrene i år, siger Karina Fisker
Op til jul var der 1037 dyr på Dyrenes Beskyttelses ti internater og 671 dyr ude i pleje hos frivillige plejefamilier.