Sodødeligheden i procent satte ny rekord i 2022, hvor den var på 16,5 procent af søerne, som må aflives før tide eller findes selvdøde i stalden

Rekord i døde søer

Hver sjette so i de danske svinestalde bukker under eller må aflives, viser nye opgørelser fra landbruget. De varme somre gør kun problemerne værre.

Skrevet af:
Claus Nielsen Lyckhage
Det er fuldstændig forrykt, at vi har drægtige dyr, som lider i så ekstrem grad under varmen i et presset industrisystem, at de dør af det. Jeg tør slet ikke forestille mig, hvordan soen må have lidt, før den til sidst bukker under for de forfærdelige forhold”
- Britta Riis, direktør for Dyrenes Beskyttelse

Dyr er ikke maskiner, og landbruget skal stoppe med at behandle dem som sådan, lyder det fra Britta Riis, direktør for Dyrenes Beskyttelse, som reaktion på nye opgørelser for sodødelighed fra Seges Innovation, der er Landbrug & Fødevarers videnscenter. Tallene viser, at 16,5 procent af danske søer i 2022 blev fundet selvdøde eller måtte aflives i utide på grund af sygdom og skader. Det er en stigning på 0,4 procentpoint i forhold til året før, hvilket i forvejen var rekordhøjt.

– Hver sjette so bukker under i de danske stalde. Det er forbundet med det ekstremt hårde pres, de er udsat for, og det er et symptom på en industri, der er gået amok, uden at nogen har grebet ind, siger Britta Riis, som peger på, at årsagen skal findes i en kombination af dårlige staldforhold og hensynsløs avl for at få både søer og deres afkom til at yde mere og mere.

Tusindvis af søer dør i varmen

De nye opgørelser fra landbrugets videncenter Seges afslører også en anden sørgelig tendens: Der dør markant flere søer i sommermånederne. Det er især de højdrægtige søer, der dør, og det er et kæmpe dyrevelfærdsproblem.

– Det er fuldstændig forrykt, at vi har drægtige dyr, som lider i så ekstrem grad under varmen i et presset industrisystem, at de dør af det. Jeg tør slet ikke forestille mig, hvordan soen må have lidt, før den til sidst bukker under for de forfærdelige forhold, siger Britta Riis.

Grise har kun meget få svedkirtler, som sidder på trynen, og kan derfor ikke komme af med varmen ved at svede, ligesom mennesker og mange andre dyr gør. I stedet køler de sig ved at øge vejrtrækningen, søle sig i mudder eller ved at søge afkøling på køligere steder. For eksempel i skygge og ved at lægge sig på en kølig overflade. Men den mulighed har de fikserede søer ikke, da de ligger fastspændt mellem metalbøjler i flere uger ad gangen.

Dyrenes Beskyttelse har som en del af de kommende dyrevelfærdsforhandlinger blandt andet opfordret fødevareministeren til at indføre et totalforbud mod fiksering af søer, samt at der gribes ind med lovgivning for avlen, så der avles efter et antal robuste grise, som søerne har en chance for selv at passe. Mere plads og adgang til det fri er også nogle af kravene på listen.

Det er især højdrægtige søer som soen her, der dør af varme i industristaldene om sommeren. Billedet er fra Åbent Landbrug 2019. Foto: Dyrenes Beskyttelse

Soen har brug for din underskrift

Knap en million søer tvangsfikseres i dansk landbrug, mens de føder, og mens pattegrisene dier. Det er på tide med et forbud mod tvangsfiksering af søer, ligesom man har i vores nabolande. Skriv under på www.burgris.dk

  • Del artiklen på: