Redningsaktion Karla

Fotos: Poul Madsen

Hun havde gummistøvler på.

Indenfor. I stuen.

Hanne og Bob Adly fra Ebeltoft var netop trådt ind ad døren efter at have passeret et par bilvrag ude foran i vintermørket. En vammel stank havde nær fået dem til at træde et skridt tilbage, og da de fik øje på skidtet i stuen, undrede det dem ikke, at damen havde fornuftigt fodtøj på.

Hun undskyldte, at lyset ikke var tændt, men fugt i systemet ville bare få sikringerne til at sprænge.

”Hvad er det her for et sted?!” tænkte Bob og udvekslede et blik med sin kone.

I en lille indhegning kunne de se fem hvalpe og en apatisk tæve, der måske – måske ikke – var hvalpenes mor. Rundt om dem lå avispapir i lag over dyrenes efterladenskaber. Skåle til vand eller mad var der ingen af.

Hanne og Bob bad om at få hvalpene ud på gulvet, så de kunne se dem gå. Den lille han, de havde set på et billede, var som sine søskende smurt ind i afføring og dertil så skrutrygget, at deres blik i stedet faldt på en af hunnerne. Hanne tog hende op. Hun kunne tydeligt mærke knoglerne under den filtrede pels og ville bare væk så hurtigt som muligt. Igen mødtes hendes og Bobs blikke, og Bob vidste, at beslutningen allerede var truffet.  

Få øjeblikke og 3.000 kroner senere sad de i bilen. Hanne havde tårer i øjnene og det lille nye familiemedlem på skødet. Hvalpen rystede af angst, så på trods af stanken og møget, tog hun Karla, som den kom til at hedde, op i sine arme.

Huggede maden i sig

Hjemme i træhuset i Ebeltoft kunne et nyt liv nu tage sin begyndelse for Karla – sammen med parrets 11-årige Kvik, der også er en blanding af puddel og Cairn-terrier.

Karla kom straks i bad, og derefter blev hun svøbt i tæpper og lagt i sengen i soveværelset, mens Hanne og Bob skiftevis så til hende og hurtigt blev enige om at tage til dyrlægen for en sikkerheds skyld. Her fik hun vaccinationer og en ormekur, men heldigvis var det derudover bare mad, der skulle til.

- I dag spiser hun stille og roligt, men i starten huggede hun maden i sig, fortæller Hanne.

- Hun tog et par mundfulde af sin egen mad, og så gik hun om bord i Kviks skål. Hvor hun kom fra, gjaldt det jo om at komme først, hvis man skulle nå at få noget, tilføjer Bob.

Han klør Karla, der står på skødet af ham, på brystet. Ved siden af sætter fotografen en stor taske på gulvet, hvilket får hende til at hoppe ned og bakke ind under bordet på terrassen.

- Karla dog – kan du slet ikke klare, at her er to fremmede mænd? spørger Hanne.

Kvik beskytter Karla

Karla kan nemlig godt være lidt sky – især i mørket, når det blæser, så bølgerne bruser, og grenene rasler, eller når der kommer nye folk på besøg.

- Hun har slet ikke været vant til livet uden for mørket i den stue, forklarer Bob.

Men hun er kommet efter det.

En stor del af fortjenesten ligger ifølge Hanne og Bob hos Kvik, der samtidig har fået en del af sin ungdom tilbage. Tag nu bare den dag, han kom op at slås med naboens labradoodle, Charlie, da han måtte forsvare sin lillesøster, eller når han leger med legetøj, hvilket han ellers aldrig har gjort. Og når de er alene, er der ingen tvivl om, hvem der er ”prinsessen” i familien, som Hanne udtrykker det.

- Kvik beskytter hende. Når vi er ude at gå, og hun bliver bange, går hun tæt op ad ham, og så kan hun også spejle sig i ham, siger Bob.

Tilbage står problemet med renlighed, som Karla ikke har lært endnu. Det har ført til en del uheld indenfor, men Bob og Hanne er tålmodige mennesker, der roser hende, når hun besørger ude, og blot gør rent, når det sker inde i huset. Skældud er de ikke tilhængere af.

- Hun har oplevet nok traumer i sit korte liv, siger Hanne.

- Vi tager én dag ad gangen – det skal nok komme, siger Bob.

Et rædselsfuldt dilemma

Hvad har I tænkt i forhold til, at I jo gav 3.000 kroner til en hvalpefabrik?

- Det er sandt. Vi har været med til at støtte ejeren. Den slags ville der jo ikke være, hvis ikke sådan nogle som os betalte, men vi anede jo ikke, at der var tale om en fabrik på det tidspunkt, for vi så kun de fem hvalpe, siger Hanne og understreger, at hun og Bob vælger hun med hjertet – ikke efter sted eller opdræt.

- Men det er da et rædselsfuldt dilemma, siger Bob.

Hanne finder et par hundekiks frem til Karla og Kvik.

- Jeg kunne ikke tage af sted uden bare én af dem – Karla. Flere kunne vi ikke forsvare over for Kvik, siger hun.

Parrets tanker blev dog ved med at kredse om Karlas søskende, og nogle dage efter tog de kontakt til politiet, hvis efterforskning førte til den næststørste sag om vanrøgtede hunde herhjemme, som involverede 61 hunde. Dermed blev parrets værste anelser fra turen til Randers bekræftet.

- For os blev det egentlig en redningsaktion, tilføjer Bob.