Inde i hver eneste af de danske søer i industrien er der et vildsvin, som er skabt til at bygge rede, passe unger, bo i faste familieflokke, køle sig i mudder og selv finde sin mad. Mød soen her.
Der har aldrig været et halebid. Der har aldrig været diarré. Der er ikke behov for ormekure eller for vaccinationer, og vi har ingen selvdøde søer
Soen er for alvor blevet en del af vores produktionsapparat som intenst avlet fødemaskine i landbruget i løbet af de sidste 90 år. Men forud går der to til tre millioner års evolutionær udvikling af vildsvinet, hvor grisen er udviklet til at leve og klare sig i naturen. Langt hovedparten af soens naturlige adfærd og instinkter er derfor intakte i den so, der i dag bruges i staldene. Det er dokumenteret med blandt andet et svensk forskningsprojekt, hvor søer fra industristalde blev lukket ud i store naturområder. Her udfoldede de hele deres naturlige adfærd til at finde føde, bygge reder og føre arten videre.
Reden
Soen bygger sin rede, så den er færdig cirka en time før faringen. Hormoner sætter gang i redebygningen, mens den færdige rede får soen til falde til ro og gøre sig klar til at fare. Reden er også en ramme, der betyder, at soen ligger roligt under faring. Når pattegrisene kommer til verden, kan de selv finde frem til soens yver. Hvis soen omvendt ikke har adgang til at bygge og færdiggøre en rede, så bliver hun mere urolig under faringen, hvilket selvfølgelig gør det vanskeligere for pattegrisene at finde frem til yveret og få den livsvigtige råmælk.
Vi har grisene gående ude fra start til slut, vi dyrker selv alt foder, vi afliver og slagter selv, og vi leverer selv. Vi er meget synlige
Reden er efterfølgende vigtig for at holde ungerne inden for et afgrænset og beskyttet område. Soen optræder dertil meget forsigtigt, når hun er inde i reden. Hun skraber og drejer om sig selv som signal til pattegrisene om at samle sig til den ene side, så hun kan lægge sig til den anden side. Det bliver alt sammen sat ud af kraft, hvis soen ikke har mulighed for at bygge rede og passe sine unger uhindret.
Familiedyr
Søerne lever i flokke med deres søstre, som regel fire til seks søer med deres afkom i en flok. I gruppen har de en rangorden, som sørger for, at de ikke skal slås om mad og hvilesteder. Faktisk følges de helst ad. De spiser samtidig, er aktive samtidig og hviler sammen. Et til to døgn før faring søger soen væk for at bygge rede og fare. Efter 9-12 dage tager hun sine unger med tilbage til flokken og præsenterer dem for de andre.
Grise møder i løbet af deres naturlige liv kun andre grise ved ganske få lejligheder. Når de introducerer unger til flokken, når de kurtiseres og parrer sig med ornen, og når de selv bliver præsenteret for søstrenes unger. Søerne er typisk fælles om at passe på alle smågrise i flokken.
Bad, toilet og køling
Søerne har kun svedkirtler ved trynen og er afhængige af at regulere kropstemperaturen ved at søle sig. De foretrækker mudder, fordi det fordamper langsomt og dermed køler i lang tid. De lægger sig ikke i deres egen afføring eller urin, hvis de selv kan vælge. Tværtimod er de meget renlige dyr, der går langt væk fra deres hvilepladser for at gå på toilettet i et område, som de er enige om at bruge til det formål.
Kilder: 'Velfærdsproblemer hos danske søer' (2004), Birgitte Iversen Damm, dyrlæge, ph.d i adfærdsbiologi. Grisensverden.dk om det svenske forsøg Sufrigris/Frie Grise ved professor i etologi, Per Jensen.
SOEN HAR BRUG FOR DIN UNDERSKRIFT
Knap 1 million søer tvangsfikseres i dansk landbrug, mens de føder, og mens griseungerne dier. Det er på tide med et forbud mod tvangsfiksering af søer, ligesom man har i vores nabolande.