Pelset nuttethed

De store øjne, den runde snude, de klodsede poter og det store hoved i forhold til kroppen. Hundehvalpe appellerer, ligesom en række andre dyrebørn, i høj grad til mennesker. Hvorfor vi synes, dyreunger er så nuttede, prøver Dyrenes Beskyttelse her at opklare.

Derfor ringer vi til Jill Byrnit, der er evolutionspsykolog og primatolog, altså ekspert i aber, og får et bud på, hvorfor vi mennesker synes, andre arter er nuttede:

Man taler om de her babytræk inden for psykologien, nemlig de runde kinder, runde hoveder og store øjne, og fordi vi mennesker har god fantasi, overfører vi babytrækkene til de dyr, der minder om menneskebabyer, forklarer Jill Byrnit.

Der er ikke lavet meget forskning på området om menneskers psykologi i forhold til dyreunger, men Jill Byrnit vurderer, at man kan forestille sig, at vi mennesker synes dyreunger er nuttede, fordi de minder os om babyer. Det er ikke alle dyr, der minder lige meget
om babyer, og det er derfor, vi synes hundehvalpe er mere nuttede end fx flagermusunger. Sæler med deres store øjne og kattekillinger er også noget, mennesker typisk vil synes er nuttede.

Vi kan se en menneskebaby i dyreungerne, og selvom en komodovaranunge sikkert er vældig sød, så får det ikke beskyttertrangen op i os på samme måde. Fugleunger får det også frem i os på grund af deres hjælpeløshed, siger Jill Byrnit.

Ligger i os mennesker

Og der er en rigtig god grund til, at vi skal synes, menneskebabyer er nuttede. Mennesket har nemlig den længste yngelpleje af alle dyr, og vi tager os af og passer på vores børn i årevis. Det kræver, at vi knytter os til vores børn i udtalt grad. Menneskebørn er ekstremt krævende, og ved fødslen er hjernen kun 20 pct. udviklet, hvor det gælder 40 pct. for en chimpanseunge. Med så lav en hjerneudvikling giver det meget krævende babyer. Alternativet er, at kvinder skulle være gravide i årevis og få babyer, der var mere udviklede, men nu har naturen fundet en opskrift, der dur for mennesker.

Man skal virkelig gå langt på literen som forælder, og mennesket skal være i stand til ikke at give slip på børnene. Det er bedre at have den mekanisme en gang for lidt end en gang for meget, og derfor har vi den også overfor nogle af dyreungerne, siger Jill Byrnit.

Igennem menneskets lange udviklingshistorie har det at kunne tage sig af hjælpeløse væsener vist sig at være det bedste, og derfor er det træk blevet nedarvet gennem generationer. Det betyder, at mennesker generelt synes babyer og dyreunger er nuttede:

Den her tilknytningslyst overfører vi til noget, der minder os om menneskebabyer. Vi skal knytte os til babyer, også dem, der ikke er vores egne, og det gør, at der er en såkaldt spill over-effekt, hvor vi også synes dyreunger er søde.

Træk, der gør skade på arten, bliver som regel fjernet i løbet af evolutionen, og fordi det ikke gør nogen skade at kunne lide dyreunger, synes mennesker stadig dyreunger er nuttede. Hvis det havde skadet os som mennesker, var det træk blevet fjernet.

Dyr skelner mellem unger og voksne

Rigtig mange dyr, især pattedyr, er fuldt ud i stand til at skelne, om et andet dyr er en unge eller en voksen. Og mange dyr ville angribe, hvis der kom en anden voksen ind på deres territorie, mens de godt kan acceptere en unge.

I naturen får dyreungerne en grad af minimumsbeskyttelse. De får mad og beskyttelse af deres forældre, og det kan altså godt betale sig at være unge, fordi der bliver sørget for dig. Derimod må du fra forældrenes synspunkt ikke være unge for længe, for så får de ikke flere unger, forklarer Jill Byrnit.

Menneskets forkærlighed for babytræk er også noget, underholdningsindustrien har opfanget. Det er derfor Disney-figurer ofte har så store øjne. Og derfor turistfælder lokker intetanende turister til at tage billeder af fx en tigerunge på armen.