2181 dyr er registreret på landets dyreinternater netop nu. Det er over 500 flere end samme tid sidste år, og den store mængde dyr presser både den fysiske kapacitet og personalet.
Når resten af Danmark holder sommerferie, trækker personalet på landets dyreinternater i arbejdstøjet. I år er antallet af dyr eksploderet, og der er netop nu over 2000 dyr indskrevet på Dyrenes Beskyttelses ni internater.
- På nuværende tidspunkt ser det ud til, at vi ser ind i en rekordsommer, så der er virkelig pres på medarbejdere og kapacitet, siger Karina Fisker, internatchef ved Dyrenes Beskyttelse.
Katte, killinger, kaniner, hunde, marsvin og fugle. Det er blot nogle af de 2181 dyr, som lige nu søger nyt hjem eller venter på at blive klar til nyt hjem. Samme tid sidste år var antallet 1649 dyr. Sæsonen for svigtede dyr er stadig ikke helt på sit højeste endnu, og antallet af indskrevne dyr stiger dagligt.
- Det er et sørgeligt højt tal, som desværre er stigende hver sommer. Vores dyreinternater er fyldt til bristepunktet, og vores medarbejdere og frivillige ligger vandret for at kunne følge med. I år har vi særligt mange kattemødre med killinger, som vi har svært ved at finde plejefamilier til, siger Karina Fisker.
Mangler hjælp til kattefamilier
Særligt de mange kattemødre med killinger lægger pres på Dyrenes Beskyttelses internater. Ferietiden kan mærkes, og det er svært at finde plejefamilier, der kan tage imod både mor og killinger. Personalet på internaterne løber derfor ekstra hurtigt for at skabe plads til alle.
- Vi kan mærke, at folk har mange sommerplaner igen, da det har været svært at finde nok frivillige plejefamilier, specielt til kattefamilierne, fortæller Karina Fisker og fortsætter:
Når vi ikke har plejefamilier nok, kommer dyrene desværre til at sidde længere tid på internaterne og vente. Det er ikke altid så godt, for de små killinger og kattemødrene har brug for at komme ud i private hjem for at få ro og omsorg.
Lige nu er 1327 dyr ud af de 2181 i pleje, men der mangler stadig hænder. Uden de frivillige er det ikke muligt at hjælpe alle de svigtede killinger og deres mødre.
Hvis man i forvejen har dyr i hjemmet, skal man blot have et rum, hvor kattefamilien kan få ro og være isoleret fra resten af huset, før man kan hjælpe. Dyrenes Beskyttelse håber, at hvis man har mulighed for at hjælpe, så tager man kontakt til det nærmeste dyreinternat.