Brancheaftale indgået mellem producenter af økologisk mælk og kød skaber et markant løft af dyrevelfærden i den økologiske mælkeproduktion. Det glæder Dyrenes Beskyttelse, at dyrevelfærden sættes i højsædet med nye og markante dyrevelfærdstiltag hos de økologiske producenter.
Aftalen indeholder mange af de samme krav, som Dyrenes Beskyttelse indførte i 2016 i forbindelse med lanceringen af mærket ”Anbefalet af Dyrenes Beskyttelse” på mælk. Dyrevelfærdsforbedringer som altså nu, mere end 2 år efter, bliver gældende for alle dyr, som indgår i den økologiske mælkeproduktion.
- I aftalen indføres der forbud mod at kalve under 3 måneder eksporteres til udlandet
- Forbud mod en systematisk aflivning af tyrekalve gældende pr. 1. januar 2019
- Indførelse af kobørster således, at køerne kan udføre deres naturlige hudpleje
Dyrenes Beskyttelse er glade for at dyrevelfærden i den økologiske mælkeproduktion nu løftes markant med den nye brancheaftale og roser de økologiske mælkeproducenter for at implementere de mange nye og markante dyrevelfærdstiltag i dagligdagen. Specielt forbuddet mod eksport af kalve under 3 måneder til udlandet, samt stop for aflivning af tyrekalve glæder foreningen da denne udbredte praksis i mælkeproduktionen på ingen måde harmonerer med god dyrevelfærd og etik.