Nyt samarbejde skal sikre højere dyrevelfærd

Nyt samarbejde skal sikre højere dyrevelfærd

Dyrenes Beskyttelse har indgået et nyt samarbejde med Dansk Supermarked Group. Samarbejdet skal øge salget af produkter med god dyrevelfærd og sikre mere dyrevelfærd i produktionen.

Skrevet af:
Dyrenes Beskyttelse

Danske forbrugere efterspørger i stigende grad produkter fra dyr, der har levet et godt liv. Derfor har Dyrenes Beskyttelse og Dansk Supermarked Group indgået et samarbejde, der skal forbedre dyrevelfærden for landbrugsdyrene og gøre flere dyrevelfærdsprodukter tilgængelige for den almindelige forbruger.  

 

”Danske forbrugere efterspørger mad fra dyr, der har levet med høj dyrevelfærd. Faktisk er efterspørgslen så stor, at producenterne slet ikke kan følge med."
- Britta Riis, Direktør

Dansk Supermarked Group har 32 pct. af dagligvaremarkedet i Danmark, og hos Dyrenes Beskyttelse håber direktør Britta Riis, at samarbejdet vil få flere producenter til at tænke dyrevelfærd ind i fødevarerne, når nu forbrugerne i stigende grad efterspørger flere dyrevelfærdsprodukter.

”Danske forbrugere efterspørger mad fra dyr, der har levet med høj dyrevelfærd. Faktisk er efterspørgslen så stor, at producenterne slet ikke kan følge med. Derfor er vi stærkt begejstrede for, at en virksomhed med næsten 600 danske butikker i ryggen efterspørger mere dyrevelfærd. Det påvirker efterspørgslen på dyr, der har levet et ordenligt liv og understøtter omstillingen af landbrugsproduktion over mod dyrevelfærd”, siger Britta Riis, direktør i Dyrenes Beskyttelse.

I aftalen forpligter Dansk Supermarked sig til at øge salget af produkter med høj dyrevelfærd med 500 millioner kroner i 2020. I Dyrenes Beskyttelse er det et mål at få hele fødevareproduktionen omlagt til enten friland eller økologi og, her er det nye samarbejde med Dansk Supermarked Group et stort skridt i den rigtige retning.