Charlotte Brix Lundgren er souschef på Fyns Internat, og gennem sit arbejde har hun ofte fungeret som plejemor, hvis der var hvalpe på internatet. I december fik Charlotte og hendes hund, Nanuka, to hvalpe i pleje. Det stod hurtigt klart, at den ene hvalp, lille Nova, skulle blive hos Charlotte og Nanuka.
Charlotte Brix Lundgren er en garvet hundedame. Hun træner sin bullterrier Nanuka i både nosework og som schweisshund. Samtidig hjælper hun dyr på Fyns Internat, hvor hun har været ansat siden 2014, da internatet slog dørene op. Siden 2020 har hun fungeret som souschef.
Gennem sit job på internatet har Charlotte løbende haft hundehvalpe med hjem i pleje. Nanuka har altid fungeret som en støtte og samarbejdspartner, når der var små hvalpe, som havde brug for omsorg, og det var ingen undtagelse, da hvalpene Nova og Stella kom til Fyns Internat i starten af december 2021.
Til trods for de mange plejehunde har Charlotte ikke adopteret et eneste dyr fra Fyns Internat i løbet af de syv år, hun har arbejdet der. Det fik Nanuka og Nova dog ændret på.
Et særligt bånd
To hvalpepiger, Stella og Nova, kom til Fyns Internat, da deres tidligere ejer indså, at det var for stor en opgave for familien med de små energibundter. Heldigvis blev de indleveret på internatet, som kunne hjælpe med at finde nye hjem til hvalpene. I første omgang skulle hvalpene med hjem til Charlotte, så de kunne være sammen med hende og Nanuka, indtil de helt rigtige hjem blev fundet.
- Nanuka har altid været en virkelig god støtte for de hunde, jeg har haft i pleje, men da jeg kom hjem med Stella og Nova, kunne jeg hurtigt se, at der var et særligt bånd mellem Nanuka og Nova. De søgte hinanden konstant, og de var bare tæt knyttet fra første dag. Det har jeg aldrig oplevet før med nogen af de hunde, jeg har haft i pleje, fortæller Charlotte Brix Lundgren.
Charlotte havde ikke planlagt at udvide familien med endnu et medlem netop nu, men hun kunne hurtigt se, at hun måtte ændre sine planer for familieforøgelsen.
En lillesøster til Nanuka
Det stod hurtigt klart, at Nanuka og Nova havde udviklet et helt særligt bånd. Charlotte besluttede derfor, at Nova skulle blive ved hende, og sådan fik Nanuka en lillesøster. Kun tre dage efter at hvalpene var ankommet til Charlotte, adopterede hun Nova, og et par dage senere fik Stella også sit drømmehjem.
- Jeg havde virkelig mange overvejelser, før jeg besluttede at adoptere Nova, men jeg er så glad for, at hun nu bor hos Nanuka og mig. Vi er startet til hvalpetræning, og Nova er en lille stjerne. Jeg er spændt på at se, hvilken type træning hun bliver mest glad for. Jeg tror i hvert fald, at vi skal prøve agility, for hun har virkelig meget energi. Men vi kommer også til at træne nosework, det er helt sikkert, afslutter Charlotte.
Glad for at læse artiklen?
... der er mere, hvor den kommer fra. Som medlem af Dyrenes Beskyttelse får du vores magasin leveret lige til postkassen, digitalt eller trykt, du vælger.