For første gang afholdes velgørenhedseventet Muddy Dog for de aktive vandhunde og deres ejere. Muddy Dog 2019 finder sted til september i Aarhus og i Hillerød nord for København. Billetsalget støtter de svigtede dyr landet over på Dyrenes Beskyttelses internater
Muddy Dog er ikke for de vandforskrækkede. For deltagerne venter en dag med masser af mudder og vand, hvor hund og hundeejer sammen skal kravle, gå og løbe igennem den 3 km lange bane fyldt med sjove, våde og mudrede forhindringer. Det er Dyrenes Beskyttelse, som er arrangør af Muddy Dog 2019.
”Det er fuldstændig i tidens ånd, at man ikke bare selv skal have en aktiv hverdag, men man også skal sørge for, at de firbenede familiemedlemmer får rigeligt med motion. Muddy Dog 2019 opfylder begge dele; det er en aktiv dag, hvor både hund og ejermand får mulighed for at pjaske og lege i den skønneste natur. Og så støtter det en virkelig god sag,” siger Tina Engberg, fundraisingchef i Dyrenes Beskyttelse.
Idéen til eventen kommer fra Battersea i England, hvor man har afholdt lignende motionsløb siden 2015 og haft flere tusinde deltagere. Det er så populært, at det har bredt sig til resten af landet, hvor der meldes om udsolgte pladser.
Når man køber billetter til Muddy Dog 2019, støtter man samtidig de svigtede dyr på Dyrenes Beskyttelses internater i Danmark. Hver dag hele året rundt indleveres svigtede dyr til internaterne, hvor der arbejder et dedikeret personale og en stab af frivillige med at give dyrene en ny chance. Sidste år fandt Dyrenes Beskyttelses internater nye hjem til mere end 5.000 dyr.
Praktiske oplysninger
Ruten er ca. 3 km lang med forskellige forhindringer på banen – såvel vand som mudder. Alle hunde kan deltage, så længe de er socialiserede, vant til andre hunde og i rimelig form til at kunne gennemføre ruten. De skal desuden være vaccinerede og have den lovpligtige ansvarsforsikring. Max 1 hund pr. voksen deltager.
Tid og sted:
• 1. september i Hillerød, kl. 10:00, Firmaidræt Hillerød, Milnersvej 35, 3400 Hillerød.
• 15. september i Aarhus, kl. 10:00, Aarhus Firma Sport, Paludan-Müllersvej 110, 8200 Aarhus N.
Pris:
250 kr. for en hund og en voksen – 150 kr. for yderligere voksen – 50 kr. for barn. Overskuddet går til svigtede dyr på Dyrenes Beskyttelses internater.
Læs mere på www.muddydog.dk