Minken er et mindre, årvågent rovdyr, og lever alene på territorier, der strækker sig over to til tre kilometer. Minken findes ikke naturligt i Danmark, men kom hertil i 1930’erne, da de første minkfarme blev etableret.
Vidste du?
Oprindelse: Nordamerika
Vægt:3/4-1½ kilo
Længde: 43-68 cm inkl. hale
Antal unger: 4-6 stk.
Kønsmoden: Som 1-årig
Invasiv art
Må jages hele året rundt
Runde ører, et spidst hoved, en pjusket hale og en aflang krop, så har man en mink. I naturen er de chokoladebrune og alle andre farver er fremavlet i minkindustrien.
Minken kom til Danmark fra USA sammen med jazzmusik og økonomisk krise i 1930’erne, hvor man etablerede de første danske minkfarme. Selvom der i dag findes mink i hele landet, er arten ikke hjemmehørende i Danmark. De vilde danske mink er undslupne dyr fra farme og minken er en invasiv art i Danmark. Bestanden af mink er størst i de områder af landet, hvor der er flest minkfarme.
På Naturens Store Menukort bestiller minken små pattedyr og fisk, men kan også tage fugle, æg, frøer og krebsdyr. Den er ikke sky, men er oftest aktiv i nattetimerne.
Minken hører til mårfamilien, der også tæller blandt andet de danske hjemmehørende arter ilder og odder.
Kender du typen: Vil bo ved vandet
Når minken skal udpege sin drømmebolig, vil den, som mange mennesker kan nikke genkendende til, foretrække at bo ved vandet. Minken er dog ikke kræsen, når det kommer til H2O, og bor gerne ved både søer, vandløb og moser. Det vandglade dyr har også svømmehud mellem tæerne, og den kan tage sig en dukkert efter føde.
Udover udsigt til vand er minken ikke kræsen med boligen, der kan variere fra en hule i brinken til et leje mellem rødder og sten.
En til flere kilometer. Så meget plads har minken brug for til sit territorie i naturen, et territorie den markerer med duftspor. Den er desuden en enspænder, der lever alene, og trives altså bedst i sit eget selskab.
Det betyder, at hunnen også opfostrer ungerne alene. Hun får typisk mellem 4-6 hvalpe i april og maj måned, og hvalpene går ud i verden sammen med moderen, når de nærmer sig 6-8 ugers alderen.
Mink kan kendes fra ilder, der også bliver kaldt fritte, og mår på, at ansigtet er helt mørkt fraregnet et hvidt felt under hagen. Ilderen har næsten hvidt ansigt med større eller mindre mørke ”briller”. Mårerne har lyst bryst, hvor ilder/mink har mørkt bryst.