Viborg Internat tog for nyligt imod en kat, som formentlig var efterladt af sin tidligere familie. Katten havde strejfet omkring i længere tid, da der heldigvis var en, der tog ansvar og ringede til Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812 for hjælp. Desværre gemte katten på en grusom hemmelighed.
Gennem længere tid strejfede en kat rundt alene og den så gradvist værre og værre ud. Kattens familie var formentlig flyttet, og de havde ikke taget katten med sig. Den var derfor overladt til sig selv, uden mulighed for at få hjælp til sit skrantende helbred. Heldigvis blev en kvinde opmærksom på katten, og fik ringet til Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812 for at få hjælp.
Katten blev hentet og kørt direkte til Viborg Internat. Her blev den undersøgt af internatleder og dyrlæge Lise Svejgaard, der straks kunne se, at der var noget galt.
- Katten var fuldstændig slatten, da vi modtog den på internatet. Det var tydeligt, at den havde det skidt og at den havde haft det skidt i en længere periode. Vi kunne også se, at den havde smerter, så katten blev selvfølgelig undersøgt grundigt for at finde årsagen, fortæller Lise Svejgaard.
Smertefuld byld og grusomme fund
Under kattens dyrlægeundersøgelse blev det hurtigt klart, at den havde en stor, smertefuld byld. Da bylden blev drænet, opdagede Lise Svejgaard dog et andet ubehageligt fund.
- Da vi fjernede bylden, fandt vi også hagl i kattens krop. Det er fuldstændig absurd, at nogen har skudt katten, og vi er virkelig forargede over, at man overhovedet kan finde på at behandle dyr på den her måde. Der er virkelig ikke noget at sige til, at katten havde det skidt, da den kom og vi kan desværre ikke sige noget om, hvor længe den har gået med hagl i kroppen. Det eneste vi ved er, at det nu er fjernet og nu skal den stakkels kat bare have tid til at komme sig, fortæller en vred Lise Svejgaard.
Ud over bylden og haglet var katten tynd og det var tydeligt, at den havde gået uden mad i en periode. Katten er nu indlogeret på Viborg Internat, hvor den bliver passet og plejet, til den igen er frisk nok til at finde et nyt og kærligt hjem.
Bekymret over dumpingudviklingen
Viborg Internat har, ligesom resten af Dyrenes Beskyttelses internater, virkelig mange katte siddende, som venter på et nyt hjem. Lise Svejgaard er bekymret over, at kattene generelt venter længere tid på deres nye hjem. I efterårsferien i år fik kun 58 katte et nyt hjem fra Viborg Internat modsat i 2021, hvor 75 katte rejste i uge 42.
- Det bekymrer mig, at det tager længere tid, særligt fordi det gør, at vi ikke kan tage imod nye katte, før de gamle er rejst, og så risikerer vi at måtte afvise - simpelthen fordi vi ikke har plads. Vi oplever, at i mange af de dumpingsager, der kommer ind, er kattene syge og dårlige, så det er også krævende sager, der kræver plads og tid, som vi har mange af, afslutter Lise Svejgaard.
Senest har Viborg Internat modtaget fire store killinger, alle syge med katteinfluenza, som var dumpet i en transportkasse, og før det var det et helt kuld killinger med diarre, som blev fundet i en kasse.
Rådet og håbet fra Viborg Internat lyder derfor: Sørg for at forsikre jeres kat, så den kan komme til dyrlægen hvis der sker noget. Og hvis familien skal udvides med en ny kat, så tænk endelig på internaterne. Der er mange søde katte, som savner en familie.
Sagen om katten er ikke politianmeldt, da katten ikke vær mærket og registreret. Det var derfor ikke muligt at bevise, hvor katten oprindeligt boede.