Fødevarestyrelsen har pr. 1. juli 2023 lempet reglerne for medicinsk behandling af kælekaniner, så syge kaniner alligevel kan få behandling.
Det gav stor opstand blandt kaninejere og organisationer, der arbejder med kaniners velfærd, da det i foråret 2022 blev meldt ud, at en stramning af EU-reglerne betød, at der var langt færre medicinske præparater, som kunne bruges til at behandle syge kaniner. Stramningen betød også, at kaninejere skulle sendes på medicinhåndteringskursus blot for at have lov til at give sit kæledyr medicin under et behandlingsforløb.
Årsagen var, at kaniner i EU klassificeres som produktionsdyr, da de avles og spises i stor stil sydpå. Men herhjemme er kaniner primært kæledyr, og derfor gav det ikke mening, at de samme reglerne skulle gælde for dem. Dengang lød kritikken fra Dyrenes Beskyttelse blandt andet:
”Det er helt galt, det der foregår nu. Man har vedtaget nogle generelle EU-regler uden at tage højde for, at kaniner i lande som Danmark ikke bliver spist men er folks kæreste eje, og at man derfor er nødt til at have en dispensationsordning for dem,” sagde Jens Jokumsen, familiedyrschef for Dyrenes Beskyttelse.
I værste fald ville det betyde, at syge kaniner, som ellers kunne behandles, måtte aflives.
Fødevarestyrelsen lemper reglerne
Men nu er der godt nyt: Fødevarestyrelsen har pr. 1. juli 2023 lempet reglerne igen, så der tages hensyn til de danske ejere af kæledyrskaniner. Lempelserne betyder blandt andet, at dyrlæger nu igen kan udskrive lægemidler uden MRL (maksimalgrænse for restkoncentration) til behandling af kaniner, så længe disse kaniner ikke bruges til kødproduktion. For at kunne leve op til dispensationsordningen stiller det nogle særlige krav til både dyrlæge og kaninejer om udlevering og opbevaring af dokumentation.
Kravet om, at kaninejere skal have været på medicinhåndteringskursus for at kunne give medicin til sit kæledyr, frafalder også så længe der er tale om, at kaninejeren ikke har flere end fem voksne kaniner, og disse holdes som kælekaniner.
Det er ikke helt den dispensationsordning, som Dyrenes Beskyttelse havde håbet på, man kunne indføre for helt at fritage kæledyrskaninerne på samme måde, som heste i dag har en dispensationsordning. Alligevel vækker nyheden glæde hos landets største dyrevelfærdsorganisation:
”Vi er rigtigt glade for, at man har fundet en løsning, så syge kaniner kan få den medicin, som de skal have. Det bliver lidt mere besværligt at være kaninejer og dyrlæge, men alt andet lige, så er det her en markant bedre situation end den, vi stod med,” siger Anders Højgaard Tølbøll, dyrlæge hos Dyrenes Beskyttelse.
Det anslås, at der findes omkring 160.000 kælekaniner i Danmark.