I USA er det blevet et stort hit at besøge et internat, låne en hund og gå ud for at fange Pokemons. Hos Dyrenes Beskyttelse tilbyder man ikke dette, og det er der en helt særlig grund til.
“Skal du på Pokemon-jagt, så lån en af hund fra vores internat og giv jer begge en god oplevelse,” sådan lyder budskabet fra flere amerikanske internater i kølvandet på tidens helt store dille: Pokemon Go.
Spillet går i sin enkelthed ud på at bevæge sig rundt med sin telefon ude i den virkelige verden og finde digitale Pokemon-dyr, som dukker op på telefonen. For at fange dem alle, er man nødt til at gå på opdagelse; altså en god gammeldags skattejagt.
Og her vil det da være en god idé at tage en lånehund fra internat med ud på gåtur, når man alligevel bevæger sig rundt – eller vil det?
I modsætning til de amerikanske internater, så tilbyder Dyrenes Beskyttelses ikke, at man kan komme ind fra gaden og låne en hund. Og det er faktisk af hensyn til hunden.
”Vores hunde er genbrugshunde, som har en bagage med sig, når de kommer til os. Bagagen er ofte forskellig fra hund til hund. Det er bl.a. hunde, som har mistet det, de kender. De er på internatet i en kort periode i deres liv, hvor vores fornemste opgave er at ”kortlægge” bagagen og hundens behov. Det skal jo gerne være sådan, at når vi sender hunden ud til en ny ejer, så bliver det et match til glæde for begge parter, resten af hundens liv,” siger internatsleder Lene Frahm fra Dyrenes Beskyttelses internat på Fyn.
Internatshunde kræver særlige hensyn
På Dyrenes Beskyttelses 8 internater, der er placeret rundt omkring i landet, tager man arbejdet med hundene, mens de er på internat, meget seriøst. Derfor er det også af hensyn til hundene, at man ikke tilbyder lånehunde, fordi hver hund har sin egen historie og kræver særlige hensyn, som fremmede mennesker ikke kender til.
Nogle hunde har fx ingen tillid til mænd, andre er frygtsomme, nogle springer ud efter biler, mange trækker som en okse, nogle er reaktive på andre hunde, og andre igen er bange for børn.
Når man tager sig af en hund, vil man automatisk hjælpe og korrigere for hundens adfærd – hver på sin måde. Hvis hunden bliver luftet af mange forskellige, vil hunden blive frustreret over de mange forskellige indtryk fra forskellige ”ejere”.
Fokus på at skabe faste rammer for hunden
Det er i forvejen stressfyldt at miste det, man kender, og komme på internat. Derfor er en hverdag præget af rutiner, samt træning ift. individet, meget vigtig for en internatshund. Og her vil det kun være stressende for hunden, hvis den hele tiden møder mange nye mennesker og indtryk.
”Der er mange myter omkring livet som hund på internat. En af dem er, at de blot sidder i en boks og venter på den første, den bedste, der kommer forbi kan adoptere netop denne hund. Sådan er virkeligheden ikke hos os. Succeskriteriet er, at vi finder det rigtige hjem. Og at vi, imens det arbejde pågår, med faglig baggrund og indsigt, motiverer, træner og aktiverer hundene. Og giver dem omsorg. Det giver ingen mening for os, at forskellige tilfældige mennesker, med eller uden kendskab til hund generelt og uden kendskab til netop denne hund, skal kunne afhente hunden for en gåtur. Jeg forstår godt, at det kommer af gode hensigter og et godt hjerte, men i sidste ende er det ikke i hundens bedste interesse,” siger Lene Frahm.
Og det er årsagen til, at man ikke på Dyrenes Beskyttelses internater kan leje eller låne en hund til gåtur.